„Steffen, min velfornemme Herre og Gemal“, sagde Valborg med et veltilfreds Smil. „Nu, Du har været god og medlidende imod mig i mine tunge Dage. Gid jeg kunde gjengjælde dig det. Spaa dig tør jeg ikke; for jeg spaar sjelden noget Godt, og saa er det bedst at lade det være“.
„Spaa“, sagde Luise sagte; „jeg troer ikke paa Spaadomme, Valborg“.
„Nej, deri gjør Du saamen ret vel, kjære Barn. Jeg vilde ønske, jeg ikke hverken kunde spaa eller troede paa Spaadom. Det er slet ingen Nytte til; for om man saa vil tage sig nok saa meget vare, saa maa man dog gaa sin Vej frem – og opfylde hvad der staar skrevet for En“.
Den Tillid, Valborg ytrede til sin Kunst, smittede Luise. Nølende udrakte hun den lille Haand og sagde ængstlig: „Sig mig bare, hvis Du kan, om Holt faar mig til Kone“.
„Holt!“ raabte Valborg og fortrak det rynkede Ansigt. „Den Hund, det Afskum! Jeg vil sige dig en Ting Barn –; nej jeg vil tie; det kan ikke hjelpe; Ingen kan bringe mig Gjertrud tilbage. Men kom med Haanden. Nej, Holt faar Du ikke; det seer baade ud som Bryllup og Ligfærd i din Haand. Nej, Holt faar du ikke“. Valborg blev eftertænksom staaende. „Stakkels Barn! Det er en skrøbelig Udsigt. Men en Fred skal Du faa, naar du først har udgrædt alle dine Taarer og udvasket alle dine Roser og Liljer. Jeg kunde nok sige Mere; men jeg tør ikke. Nu maa jeg gaa. Skulde jeg leve den Dag, da Den, som frelser dig af stor Jammer, trænger til Frelse, saa skal jeg komme igjen; ellers sees vi nok ikke mere. Farvel, Du stakkels Barn“.
Hun gik illsom afsted til Ruinen; men en pludselig Sjeleangst jog Luise fremad imod Huset, hvor hun, overvældet af saamange Optrin, maatte søge hen til sit Leje.
