Men nu troer jeg, Du kan have godt af at høre derpaa.
Temporis ars medicina fere est“.
Nu tog den blide Trøster det lille Silhouet ned af Væggen, gav det til Vennen med et smerteligt Smil, og begyndte at fortælle.
Syvende Kapitel.
Luise.
Nil nisi cum spinis gramen habebit ager.
Ov.
Det er paa den høje Tid, at Læseren bliver nærmere bekjendt med den tredje eller fjerde Hovedperson i Fortællingen, med Luise Ritter, og det er til denne Hensigt nødvendigt at gaa tilbage i Tiden. For hende havde Tabet af de to Venner været større, end hun midt i sin første, bitre Smerte derover havde indseet. Hun tabte i dem ikke blot sin eneste Omgang – men tillige sine Lærere og Ledere. Endnu var Pigen i den Alder, da med Opdrageren ogsaa Opdragelsens Frugter gaa tabte. Adskilligt havde hun lært, men Intet, der blot ved hendes egen Omhu kunde modnes. Hun var vel ikke udannet; men Kulturen gjennemtrængte hende endnu ikke. Havde hun været mindre ustadig, mindre letsindig, mindre sandselig: skulde hendes Dannelse været fuldendt. Ingenlunde behagelig var hendes huslige Stilling. Den sygelige Tante var knarvoren og temmelig raa. Naar de onde Luner kom over hende, holdt hun ofte et slemt Hus med den stakkels Pige, hvis Trøst siden Fætternes Afrejse var Tjenestetyendet. Thi til den gamle Prest kom hun kun sjelden, dels fordi han efter sine Yndlingers Bortrejse mere og mere sluttede sig inde imellem Folianterne, dels fordi Tanten ved en temmelig egennyttig Handling havde forurettet ham, hvorover et misligt Forhold var indtraadt imellem dem. Nogle Bøger havde vel Luise; men vant til paa en behageligere Maade, ved Sam-
