Sjette Kapitel.
Den lærde Ven og Brevet fra Norge.
victum, fortunam, habitum, affectionem, studia,
consilia, facta, casus, orationes.
Cic.
„Grata superveniet quæ non sperabitur hora! – Salve! salve, humanissime!“ raabte Linow med uskrømtet Glæde den Indtrædende imøde, idet han hurtig ryddede et Læs Bøger af en Stol og trak den frem til Bordet. „Jomfru Borth glædede mig for nogle Dage siden med en Hilsen fra kjære Broder. Nu saa De vil besøge mig gamle Stakkel. Vær mig hjertelig velkommen!“ (Med en pludselig forandret, forlegen Tone.) „Maaskee ønsker De en eller anden Underretning!“
Brandt indsaa nok, at et Besøg uden Bihensigt vilde være Linow det kjæreste; men hans Samvittighed slog ham, og han troede at maatte gjøre dette første Besøg naturligt ved et eller andet Ærinde.
„Jeg har længe foresat mig at have den Fornøjelse at hilse paa Dem, kjære Hr. Linow, og oftere har jeg beklaget, at jeg ikke bedre har benyttet den Anledning, vort korte Bekjendtskab engang gav mig til at nyde Deres lærerige Omgang. Men oprigtig talt, De ved selv hvordan det gaar med Udsættelser, jeg manglede en Spore, indtil jeg for nogen Tid siden begyndte paa en liden Afhandling om Trigonometriens Anvendelse og derved kom til at opkaste mig selv det Spørgsmaal: hvor gammel er denne Videnskab? Da jeg nu ikke ret vidste, hvor jeg skulde slaa efter, faldt det mig strax ind, at jeg hos Dem vist vilde erholde Besked“.
„Min kjære Ven“, sagde Literaten eftertænksom; „derom kan jeg nu i Øjeblikket kun sige Dem overmaade Lidt; men om et Par Dage skal jeg give en nogenlunde tilfredsstillende Oplysning“. Han stoppede Brandt en Pibe, rakte ham den tændt, iskjænkede et stort Glas Øl og satte sig derpaa dampende lige over for Tilhøreren, imedens han under forskjellige Muskelbevægelser med Færdighed lod Munden løbe paa følgende Maade:
