dige Attraa, indtil endelig et Tilfælde bragte dem sammen, og det i et ligesaa fortroligt som farligt Forhold.
En sludfuld Vinteraften kom Brandt ud fra Skuespilhuset og gik den nærmeste Vej til sin Bolig igjennem Lille Kongensgade. Nær ved Enden af samme bliver han opmærksom ved et Fruentimmers ængstlige Raab, der døves af et Par engelske Matrosers vilde Støjen. Rask traadte han til og spurgte, Hvad der var paafærde.
„Pak dig, Patron og løb en anden Skude an!“ lød Svaret i det Engelske, ledsaget af et drøjt Puf. Wilhelm, der virkelig af Naturen savnede Mod, trak sig ilsomt tilbage, da Pigen paa engang med Dødsangst udstødte hans Navn. Det virkede. Han greb sig sammen, sprang atter frem og raabte i Mandens bestemte Tone: „Dette Fruentimmer er min Beslægtede. Afvejen! Den Første, der vover at røre hende, skal jeg tegne saa i Ansigtet, at han husker mig“.
Disse i deres Modersmaal og med Fasthed udtalte Ord bragte de raa Mennesker til at studse. De gjorde Plads; og først da han havde grebet Fruentimmerets Haand og begyndte at gaa fremad, fik de Mælet tilbage for at udbryde i Tvetydigheder. Under bestandig Smaalatter vedbleve de at gaa i Hælene paa Parret, og Wilhelm var derfor nødsaget til at bringe det skjælvende Fruentimmer i Sikkerhed i sit Logis. De stode i det mørke Værelse.
„O Gud, Hr. Brandt! hvorledes skal jeg takke Dem?“ raabte Thrine Borth og kyssede hans Hænder med Taarer.
„Thrine Borth! altsaa Dem? o hvor er jeg glad over at være kommen Dem tilhjælp!“ svarede Wilhelm fyrig og trykkede hende op til sig.
„Vil De nu ogsaa lægge den Godhed til, at følge mig til Hjørnet? for naar jeg kommer ud i den brede Gade, har det ingen Nød“, sagde Thrine beskeden efter en Pause.
„Gjerne; men vil De lyde mit Raad, saa bi en liden halv Time her, for at være vis paa ej at træffe de vilde Mennesker“.
Nødig og forlegen adlød Pigen og tilbød sig, i det hun gik hen imod Kakkelovnen, at tænde Lys. Brandts flammende Øje hvilede paa det fine Ansigt, hvorpaa de beaandede Gløder kastede et magisk Skjær.
