sammenskudte Kort pludselig at vække hendes Opmærksomhed. Hendes Ansigt antog en forventningsfuld Spænding, som meddelte sig Tilskuerne. Endelig aabnedes atter Skjæbnens Bog. Pythias Øje glødede dunkelt, og en bleg Rødme flød over de indfaldne Kinder. Ligesom drømmende talede hun hen for sig med Blikket fastheftet paa Kortene.
„Hvad vil Du, arme Sortøjede! han kan kun komme dig nær over Synd, og Fortvivlelse ligger for dine Fødder. Derhenne er mangenslags Kummer. En Brøde skal sones med Offer for en anden, og om den blege Dødningblomst flyde mangeslags Taarer. Men den vakre Yngling derhenne skal redde hvad reddes kan. Gjennem Taarer og Storm og Blod skal han gaa for at frelse sin Ven“. Hun kastede et gjennemtrengende Blik paa Ritter, der just sad lige for hende, ligesom for at besinde sig ret; men i Wilhelms underlig grebne Barm opgik det som om Jens var den reddende Yngling. Det ham bekjendte Udtryk: „blege Dødningblomst!“ forøgede Indtrykket, og Frits Højer stod levende for ham.
„Vil Skjæbnen gjøre mig til hans Morder?“ hviskede en uvillig Stemme i hans Sjel. Thi i dette Øjeblik forekom Tanten ham, saa fordomsfri han end var, at have læst i Fremtidens Bog. Hun kastede Kortene sammen og ilede ind i et Sideværelse. Forbausede saa de Tilbageblivende paa hverandre.
„Saaledes har hun aldrig før spaaet“, sagde Caroline, der var bleven bleg.
„Til at være Spøg er dette virkelig altfor angribende“, raabte Justitsraaden misfornøjet og gik hen til Vinduet for at skjule en Forvirring, som han ikke var Herre over.
Jens Ritter vidste ikke ret, hvorledes han var tilmode. Han forsøgte at smile; men det lykkedes ikke. I Wilhelms Aarer brændte en Feberhede, og da Frøken Lem med en forlegen Forstemthed traadte ind, forekom det ham, som om han i hendes Ansigtstræk gjenkjendte den underlige Valborg.
„Jeg skylder virkelig“, sagde Frøkenen med Anstrengelse, „at bede Dem Alle om Forladelse for den forvirrede Snak, jeg kom frem med. Jeg mærker, at de tossede Kort engang kan berøve mig den Smule
