reflections. Desuden vidste den raske Mand ikke, hvem han havde den Lykke at frelse, da Comtessen bar Slør.
Rolvigne. Om Forladelse Hr. v. Homanowsky, det var ikke just min Mening, at man først skulde spørge om Personen, for at beslutte sig til at blive vaad.
Belton. De tillader, den egentlige Værd har Handlingen sans doute derved, at den kjække Mand ikke vilde modtage Tak, og saa beskeden skjuler sig for Hr. Grevens Efterspørgsel.
Min Fader. En vérité, det er fint; det er værdigt. Men endnu mere uegennyttigt var det dog, om han opofrede lidt af sin ædle Delikatesse, for at gjøre sine Skyldnere lykkelige. N’est-ce pas, ma chère fille?
Jeg slog Øjnene ned; thi hvad havde jeg vel at svare? min Redningsmand min Elsker, min Elskede sad der.
Magnaten (spodsk til Rolvigne). De finder formodentlig ogsaa denne Delikatesse hverdags?
Rolvigne (stødt). Hverdags? Jeg tror ikke, det falder i Enhvers Lod at frelse et Menneske, men at det forresten kommer an paa Omstændighederne, om man bør træde frem eller ikke.
Magnaten. Tillad mig at gjøre den Bemærkning, at den, der ikke kan føle det Divine i et saadant Forhold, kan, trods al Verdens Selvtillid, ikke præstere det.
Rolvigne (kold). Meget muligt.
Min Fader blev opbragt over Magnatens Uforskammenhed, og vilde alvorlig frabede sig enhver Fortsættelse i den Retning Samtalen havde taget; men det var ikke muligt. Du maa vide, Homanowsky hader Rolvigne, fordi han tror, at blot denne spærrer ham Vejen til mit Hjerte; dertil fire Flasker ungarsk Vin, saa har Du Ide om ham i dette Moment. Han fløj op af Stolen, greb sit Glas og skreg højt over Bordet: Jeg erklærer herved, Hr. Rolvigne, at De ved den Ringeagt, De har vist Comtessens Redningsmand, har fornærmet hende, det grevelige Hus og Enhver af os her, fordi Fornærmelsen mod Grevens Hus er Fornærmelse mod os, og fordi desuden Enhver af os kunde bevist denne Handling. —
Denne latterlige, uforskammede Snak bragte min Fader ud af sig
