„Nej“, afbrød hun ivrig; „havde Herren været den, jeg ansaa Dem for, da havde De leet mig ud og ikke, ja, jeg saa en Taare i Deres Øje, gode Herre“, vedblev hun og trykkede hans Haand; „og den har brændt mig paa Sjælen“.
„Jeg takker Dem“, sagde Brandt med Varme, „fordi De ikke forskød et Bevis paa Fortrydelse, der rigtignok ingenlunde kunde være Erstatning for et Yndlingsdyr“.
„O, min Herre!“ afbrød Faderen, „hun holder endnu meget mere af denne end af den forrige Hund“.
Endnu vexledes nogle Ord, hvorefter Fader og Datter bortfjernede sig, og Wilhelm gik, gjennemstrømmet af en behagelig Varme, i let Lune hen til Lems Landsted, hvor man ventede ham tilaftens. Her fandt han Jens i en munter, fortrolig Samtale med Caroline Lem, en ret elskværdig liden Pige, og den gamle Justisraad fordybet i alvorlige Betragtninger med sin Søster, en gammel forstandig Klosterfrøken. Brandt slog sig til de Unges Partie og tog, da Samtalen syntes ved hans Tilkomst at blive lidt stiv, et Spil Kort, som laa paa Bordet, og gjorde et Par Kunster for Caroline.
„O, spaa os, Tante!“ raabte Caroline paa engang, da Wilhelm havde lagt Kortet hen; „kjære Tante, bare en eneste liden Gang!“
„Nej saamænd om jeg gjør. Mener den Jomfru Næsvis, at jeg vil være Hendes Sybille?“ svarede med komisk Alvor den muntre gamle Pige.
Justitsraaden, som var bedre vant til at beregne Kurs end til at studere Physiognomier, bemærkede ikke, at Tantens Vrede var Ironie, og var færdig at synke i Jorden af Forskrækkelse.
„Men Caroline da!“ udbrød han endelig. „Kjære Søster! – Du er en ubesindig Pige Caroline! – Det var Barnestreger, kjæreste Søster. – Hvor tidt har jeg sagt: tænk først, tael saa! – Du maa ikke regne det saa nøje med den overgivne Ting. – Jeg ved Barn, Du venererer din kjære Tante“.
Saaledes vedblev den ærlige Lem og trak snart i Manchetterne, snart i Vesten. Et uvilkaarligt Smil kjæmpede med Forlegenhed paa de Øvriges Ansigter.
„Men min gode Mathias!“ kom endelig Tanten tilorde; „kan du
