saadant Øjeblik røber den indre Menneskets Værdighed sig, og han beklagede hos sig selv, at han ikke nøjere havde betragtet den spædlemmede Piges Ansigt. Han følede sig uskikket til at deltage i den lystige Aften og red efter et Par Timers Forløb ene tilbage. Langsom drog han atter forbi det Sted, hvor Mordscenen var foregaaet, halv haabende at see Pigen igjen. Han blev imidlertid skuffet og tilbragte Aftenen i ondt Lune. Dagen efter anskaffede han sig en Bologneser, gav den et Sølvhalsbaand med Indskrift paa den indre Side: „fra en Angergiven“ – og beholdt den hos sig, stedse ventende paa engang at træffe Pigen. Efter nogle Maaneders Forløb skaffede et uventet Tilfælde ham den ønskede Underretning. Hun var en forarmet Skomagers Datter og boede i en af Byens ubetydeligste Gader. Ved Hjælp af en slu Tjener bragte han hemmelig Hunden til den forurettede Pige uden at give sig tilkjende, og glemte nu snart efter det fuldførte Forsoningsoffer den hele Historie. Men Skjæbnen havde ikke glemt den; med uvidende haand havde han af den lille Begivenhed udspundet sig en Traad, som, længst afbrudt for hans Øje, trak sig ud igjennem Tid og Rum og lænkede hans Bane.
En Søndagsaften sad han dybsindig paa den runde Bænk i Frederiksberghaven. Jens Ritter havde nylig forladt ham for at besøge Justisraad Lem, paa hvis Kontor han var antagen. Da kom den lille Hund med et Glædesbjef hen imod ham. Brandt saa rødmende op, og i det Samme lød en Stemme bag ved ham:
„Fader! det er ham, det er ham!“
Pigen, en rank, ædel Skabning med et ret vakkert Ansigt og brændende sorte Øjne, stod for ham; ved hendes Haand en gammel, bøjet Haandværksmand i sin blaa Søndagskjole. Et Øjeblik stode alle Tre forlegne lige for hverandre, indtil den Gamle tog Ordet.
„Gode Herre! Min Datter har daglig længtes efter at træffe Dem, dels for at bede Dem om Forladelse for sin ubesindige Uartighed, som hun saa hjertelig har fortrudt, dels for at takke Dem for Deres særdeles Godhed, at forære hende denne smukke Hund“.
„Jomfru!“ sagde Brandt, ikke uden Forvirring; „Deres Vrede kunde kun smerte, ikke fornærme mig; thi jeg havde vel fortjent den“.
