„Nu da, og hvad ellers?“ spurgte Frits ganske forundret og tørrede sine Øjne.
„Det er det hele, store Tab af de forsvundne uigjenkaldelige Aar; det er det Rædsomme i min nye Stilling“.
„Ak ja, jeg forstaar dig“, vedblev Frits; „vi skulle nu vandre ene; gid vi dog bleve sammen“.
„Ja Frits, da havde det ingen Nød; da kunde vi tale om Luise og om Onkel og den hele, skjønne forladte Barneverden“.
„Men vi ville love hinanden at skrive ret flittigt; og om fire Aar –“
„Styrter jeg ind til dig i Kristiania, og saa drage vi sammen til de Gamle og til Luise“.
„Og saa?“ – sukkede Frits.
„Tys, tys! Meget kan forandre sig i den Tid, som Onkel siger; derom ville vi ikke tale“.
Nu overlode Ynglingerne sig igjen til tause Drømmerier. Men Wilhelm havde virkelig brudt Afskedens bitreste Braad ved den korte Samtale. Onkelens Ytring, at i det Mindste En af dem vilde komme til at glemme sin Barnekjærlighed, trøstede unegtelig Begge. Enhver af dem var hemmelig vis paa sin egen Bestandighed – men haabede, at den Anden skulle forandre sine Tanker. For hendes Hjerte frygtede neppe Nogen af dem; Wilhelm havde saamange kjære Beviser paa hendes Yndest for ham, og siden hin Scene i Ormegaarden havde Frits en Tillid til sig selv og et Haab om at gjælde ret meget hos Luise, hvilket han vel ikke gjorde sig fuldkommen Rede for, men som dog ikke desto mindre omstraalede hans Fremtid med en mild Morgenglød. – Da de i Kristiania toge den smertelige Afsked, tilsvore de hinanden uforanderligt Venskab.
„Ogsaa i hvad Skjæbnen beslutter over os med Hensyn til Luise!“ lagde Wilhelm til og trykkede med Inderlighed Vennen op til sit Bryst.
De ere altsaa nu hver i sin Stilling i Virksomhed, og vi ville ikke opholde os med en Udskrift af Dagbøger, hvori Intet findes, som jo maa staa i enhver arbejdsom Ynglings Optegnelser. Hvad Højer angaar, da bliver jeg kun en eneste liden Begivenhed vaer, som fra hans hæder-
