denne Anledning bemærke, at der gives en Art fin, gjennemtrængende Gift, som de saakaldte fromme Englesjæle betjene sig af, idet de nemlig forsætlig smelte hen i Eftergivenhed og Mildhed imod den, der har Uret. Denne smertelige Gift vide især undertrykte kvindelige Væsener ofte at betjene sig af, og foraarsage derved ofte heftige Betændelser i det stoltere Gemyt, for hvilket Hensigten ej bliver ubemærket.
Fra denne Aften indtraadte paa nogen Tid et temmelig forskjelligt Forhold imellem Ynglingerne og Pigen. Frits var stegen højt paa Wilhelms Bekostning, som hos Alle, saa især hos Luise, hvis taknemmelige Beundring for den Første steg for hver Gang, hun fik Lejlighed til at gjentage Beretningen om den fæle Nattescene. Men endnu mere tabte Wilhelm ved den mørke Stemning, hvori han Øjeblikkelig kom, naar han blev vaer, hvorledes Luise og Frits vexelvis gave hinanden Vink om at opmuntre ham og tale til ham om hans Yndlingsgjenstande. Da vendte han sig gjerne vild bort med harmfuld Uvilje imod sig selv, imod Luise og Frits. Imidlertid, den Alders selv heftige Indtrykke svækkes lettelig; og snart trak Wilhelms Klaveer, Tegninger og skjønne Sang, hans raske Dands og muntre, let fortalte Historier Luise hen til ham; men dog beholdt Frits endnu stedse med hemmelig Glæde den Plads, som han ved sin kjække Opførsel havde tilkjæmpet sig.
Vi kunne maaskee, inden vi endnu forlade den nysomtalte Scene, træde hen til Husmandsstuen, hvori de hjemkomne Bønder samtale med et Par Kvinder.
„Naa hvad stod paa Hans?“ spurgte Eli, en tyk skidenfærdig Kone med et Barn ved Brystet.
„Aa, var det ikke som jeg sagde? Den forbandede Hex havde forskrækket dem“.
„Hvor holder hun til nu?“ spurgte en anden Kone, der sad paa en Stubbe med en kort Lerpibe i Munden.
„Nu skal hun igjen være hos gamle Ole Bakken“, svarede Manden. „Og det fejler hende aldrig Noget, uden hver Fuldmaane. Saa render hun om som et galt Menneske“.
„Galt? Ja Gud hjælpe os for Galskab! Jeg vilde ikke ønske mig hendes Kløgt“, vedblev Eli; „hun er ikke gal; besat er hun“.
