han afsted hen over Marken, slyngede sig over Gjærdet og kom først til sig selv, da han hvid som Kalk og skjælvende standsede ved den nærmeste Husmandshytte imellem de omstaaende Bønder, hvilke han i afbrudte Ord kaldte tilhjælp.
„Aa det maa være den tossede Valborg“, sagde En af dem; „jeg saa hende i Dag gaa over Engen i en gammel Dragonkappe. Hun gjør ikke Jomfruen Noget, den Stakkel“.
De ilede imidlertid rask afsted med den arme Wilhelm, i hvis Bryst endnu Skrækken kjæmpede med den bitreste Skamfuldhedsfølelse over at have forladt Fruentimmerne. Endnu større blev hans Forvirring, da Frits med Tanten og Luise ved Armen kom dem langsomt imøde og raabte til ham:
„Men Wilhelm! skammer Du dig ikke! At løbe saaledes afsted! Hvor vilde Du hen?“
„Efter Hjælp“, stammede han forlegen og pegede paa Bønderne, og han vovede ej at byde Tanten sin Arm, men fulgte taus efter til Fru Ritters Gaard. Ingen af dem talede til ham; men ved Porten tog Tanten Frits om Hovedet og kyssede hans Pande, vinkende til Luise, som med kjærlig Taknemmelighed trykkede et Kys paa den rødmende Ynglings Læber.
Idet Wilhelm nemlig, henreven af Angsten, havde taget den ilsomme Flugt, havde Frits samlet sit Mod og var styrtet ned i Dybet efter den afmægtige Pige. Vel stivnede Blodet i hans Aarer, da han stod dernede imellem hende og det frygtelige Gespenst; men kun et Øjeblik; thi da lød den underlige Valborgs ham velbekjendte rigtignok altid gyselige, hæse Stemme.
„Se, god Aften, Frits! Har han ogsaa Lyst til at grave Børn op? God Aften Jomfru Luise! Hun maa ikke skrige saa højt; min lille Gjertrud bliver ræd og kryber længere ned. Kom Kyr, kom Kalv, kom Baana!“ Derpaa begyndte Valborg igjen, uden at lægge mere Mærke til de Øvrige, at nynne og kaste Jord og Grus til side.
Men Luise hverken hørte eller saa, førend hun befandt sig oppe paa Muren.
