nene eller en anden Barnesorg kvælede ham, hviskede han ofte for sig selv, ligesom trøstende: „Du sover snart, Dødningblomst“. –
„Det maa Du ikke sige! o Gud! det maa Du ikke sige!“ raabte Luise engang med stormende Heftighed, da han i et saaret Øjeblik højt udsagde denne Spaadom, som var dem Alle vel bekjendt.
„Sige det skal jeg ikke mere, naar det gjør dig saa ondt, Luise“, svarede han mildt; „men naar Du gjør mig Fortræd, saa maa jeg tænke derpaa enten jeg vil eller ikke“.
Omtrent midt imellem Prestens og Enken Ritters Gaarde ligger nogle Stenhobe, som endnu for faa Aar siden udgjorde en af de enkelte mærkelige Ruiner, vi have fra Middelalderen. Man kalder endnu Stendyngen Klosteret, uvist i øvrigt med hvad Ret. Jeg har søgt at indhente Efterretning om den i vore Oldsager – men ikke fundet den. Følgelig kan jeg kun søge at beskrive Ruinen saaledes, som den efter Folks Sigende skal have været i de tre Venners Ungdomsaar. Tre smaa Fjeldspidser vare ved en Ringmur forenede, og Dalen, der dannede sig imellem dem, tildels opfyldt lige med denne Mur ved et Jordlag, der hvilede paa svære, halvindfaldne Hvælvinger og uden Tvivl i Tidens Længde havde samlet sig paa den Plads, hvorpaa den egentlige Bygning har staaet. Hvor disse Hvælvinger vare indfaldne, kunde man paa et Par Steder bekvemt stige ned, – og man befandt sig da i et større eller mindre Rum, hvoraf flere, ved tildels sammenfaldne Gange, havde staaet eller endnu stode i Forbindelse med hverandre.
Raa Kunst og højtideligt Alvor viste sig i adskillige af Hvælvingerne. At disse ikke havde været blot Kjeldere, kunde man see af de glathugne Vægge, der hist og her vare sirede med Støtter og med enkelte tilbagestaaende ophøjede Figurer. Underligen blandede sig det levende Grønsvær og enkelte Buske imellem de graa Stenmasser, der hvor Lys og Varme havde banet sig Vej igjennem den brustne Mur, – og naar man vovede at klavre ned i den saakaldte Ormegaard, eller i Fritses og Wilhelms Sprog: Klosterhaven, hvor i en dyb Firkant udenfor Ringmuren smaa Graner og Birke tæt opfyldte en liden Dal, der omhegnedes af et højt Stengjerde, som sluttede til Ringmuren: da troede man
