Tone imod hans Lige, hans letpirrede Egenkjærlighed og tidt ilde dulgte Forfængelighed fjernede igjen enhver af hans Kammerader, hvem hans Talenter havde trukket nærmere til ham. Den fine Takt, ved hvilken han hos Damer og ældre Mænd forstod at skjule sine Fejl og at fremtvinge en elskværdig Beskedenhed, stod ham aldrig bi, naar han omgikkes sine Jevnlige. Ofte var han derfor Gjenstand for deres Spot, – og skjønt saa mangen Families Yndest, alle Damers Gunst holdt ham nogenlunde skadesløs for Savnet af det saakaldte Studenter-Kammeradskab, følede han sig dog mangen Gang ene og besluttede at vinde Venner. Men Venskab er ikke en Blomst, som vil søges af den Egennyttige, der længes efter dens Vellugt; man maa fortjene Venner, for at besidde dem, – og da er Venskab en Blomst, som vil have Pleje og Omhu. Brandt søgte altsaa Venner, – og der gives Forbindelser nok, som, grundede paa Øjeblikkets Interesse, paa Overensstemmelse i Tilbøjeligheder, let erholde dette hellige Navn. Men disse Øjeblikke flyve bort, de overensstemmende Tilbøjeligheder forandres, – og det skjøre Dusbaand er tilbage. Altfor sjelden kunde Wilhelm fornegte sin egoistiske Karakteer, og ved hvert nyt bundet og igjen overrevet Baand forøgedes hans trodsige Særhed og mørke Lune.
Franskmandens Imparfait og Parfait defini give i deres forskjellige Andvendelse en herlig Skattering; en Skattering som koster saa lidt at anbringe. Imperfektet maa bruges til alle disse perpetuerende Beskaffenheder i Gemyttet, der ikke ere, uden forsaavidt de allerede vare og fremdeles vedblive at være. Ovenstaaende træk af Brandts Karakteer maatte gives med et langt Imperfektum, og idet vi her have stræbt at fremstille dem, have vi ingenlunde havt Øjet fastheftet til den Tid, hvori Samtalen imellem ham og Jens Ritter foregik, men see dem meget mere først tydelige i Løbet af hans noget over fireaarige Ophold ved Universitetet. I disse Aar var Ynglingen Ritter hans skjønneste Opmuntring, dennes Dannelse hans sødeste Arbejde. Kun imod ham var Brandt altid den blide, omhyggelige ældre Ven; kun hos denne aabne, englerene Yngling opløste sig hans mørke Forvirring i en harmonisk Forening af alle Sjælekræfter for at gjøre lykkelig, – og den af hans Bekjendte, der ytrede glad Forundring over, hvor vellykket hans Om-
