Luise! Jeg har kun lidet at fortælle Dig denne Gang, men des bedre; thi jeg kan ikke skrive; mit Hjerte er saa fuldt. O, Vilhelm, laa Du op til min Barm, saa behøvede jeg ikke de døde, kolde Bogstaver. Jo hedere mit Hjerte banker, des koldere synes mig mine Ord; men ikke sandt, Du forstaar mig dog? Sent igaar Aftes blev Greven færdig med sine Forretninger, og vi skulde tilbage. Jeg forlod nødig Oldingens Naboskab; thi selv Luise, som jeg saa inderlig længtes efter, laa længere tilbage i min Sjæl, end han. Vi kom meget snart hjem og listede os til vore Sovekamre. Jeg kunde ikke lukke et Øje, og stod tidlig op idag. Jeg gik ned i Haven. Saaledes smilede Alt den første Morgen, jeg vandrede i dette Elysium; kun var Alt mere udsprunget. O Vilhelm! ogsaa min Lykkesblomst begynder at springe ud. Nogle Timer gik jeg omkring i Alleerne og badede mig i den livsalige Sols stigende Væld. Da tonede en Harpe i Jasmin-Lysthuset; hun var alt oppe. De hulde Toner gjennemsittrede Ætheren. Mig var det, som om Jordkuglen gled sagte hen gjennem Firmamentet, efter Takten af de hulde Melodier. Endnu et Par Accorder, og hun faldt ind i en rask Allegro. Den drog mig atter velgjørende ned til Jorden, og jeg aandede let og glad. Nu blev Alt stille, og jeg sad endnu en halv Time drømmende paa Mosbænken. Jeg vilde sagte gaa omkring Lysthuset for ej at forstyrre hende, hvis hun endnu var derinde; men en Genius førte mig til Indgangen. Hun vendte Ryggen mod mig og tegnede! Jeg bøjede mig over hende. Vilhelm, Vilhelm! hun tegnede mig. Ikke ved jeg mere, hvad jeg gjorde, hvad jeg sagde; men hendes Kys brænder endnu paa min Læbe. O, hvor lykkelig er
Din Emil.
Sjette Brev.
Luise til Mariane.
Elysee den . . . . Om Aftenen.
Jeg ved ikke, hvad jeg skal begynde med, kjæreste Mariane. Det
