saalidt synes jeg om Begyndelsen: „N. N. var født af ærlige Forældre &c“. Men her ere flere Vanskeligheder end at gribe det rette Punkt i Heltens Historie; – det gaar mig nemlig, som det gaar en vis stor engelsk Romandigter: jeg har ingen egentlig Helt; jeg har saa mange Hovedpersoner, at jeg ikke ved, hvem der skal give den tragiske Beretning Navn; det er ogsaa derfor, jeg kalder den Keadan eller Klosterruinen, – en Titel, som mine Læsere, hvis jeg virkelig faar skrevet noget Læseligt paa disse Blade, sikkert ved Slutningen ville finde den mest passende. Men endnu ingen Begyndelse? – Langsomt glider mit Blik hen over de forskjellige Egne, hvori Tildragelserne have foregaaet; langsomt følger det Wilhelms og Antons og Luises Livsveje. Mangen Scene fra deres muntre Vaardage og fra deres hede Sommer opfatter Øjet; – vi ville gjemme de øvrige; vi ville, maaskee stundom lidt vildt, trække dem frem; men begynde ville vi fra et Punkt, hvorfra vi bekvemmest kunne skue baade tilbage og fremad, – fra et Punkt, hvori Begivenhedernes Frugt kimer frem i den helt udslagne Blomst, der allerede ikke mere har den ungdommelige, friske, uberørte Ynde.
Vi opsøge Wilhelm Brandt, en ung Student, i hans Logis i Kjøbenhavn. Han sidder overladt til sine urolige Tanker og blæser tykke Røgskyer af det forbrændte Merskumshoved, idet han utaalmodig ser ud fra Vinduet efter sin Kontubernal og Myndling, den fjortenaarige Jens Ritter. Da sprang denne op ad Trappen i tre Spring og løb stormende ind i Værelset med sine Bøger i Remmen over Skulderen. Smilende griber Brandt begge hans Hænder og trækker ham ned til sig. „Naa Vildbasse! Hvor bliver du af? Jeg har ventet paa dig“. Jens maatte gjøre Regnskab for Dagens Arbejde og for de foresatte Pensa til Morgendagen. Imidlertid betragtede Brandt med funklende Blik det fine Ansigt, strøg de brune Lokker fra Panden – og forglemte sig selv i Drengens dybt blaa, svømmende Øje. Da den engelske Grammatik var lukket sammen og den italienske Læsebog sat op paa sit Sted i Boghylden, gik Brandt nogle Gange taus op og ned i Værelset, som om han søgte en Indledning til det, han vilde sige. Endelig begyndte han:
