Jomfruen havde mig kjær over Alt paa Jorden. Gud ved, jeg vilde længe ikke tro disse Ord, antagende dem enten for Spot eller Smiger. Tilsidst maatte jeg dog tro det, og nu vovede jeg at sammenskrive et Brev, det jeg med bævende Hjerte betroede den Gamle. Anderledes gaar ikke en Synder til Retterstedet, end jeg næste Morgen gik til Schöffers. Jeg troede, den Formiddag var saa lang som Dagen i Gibeon, da Josva slog de fem Fyrster. Middagen kom og dermed ogsaa Magdalene med dette Svar, som jeg lykkelige Menneske nu skal afskrive, overbevist om, at jeg ikke vanhelliger den velsignede Jomfrus Brev, naar Du bekommer det at læse; thi Du har os begge kjær.
„Ærlig og agtbar Ungersvend, Johan Guttenberg i Mainz! hvad skal jeg paa Eders Skrivelse svare, som baade kan være sømmeligt og tillige oprigtigt? Lidet er jeg kjendt med denne Verdens Skikke, efterdi jeg min meste Tid haver holdt mig til mit Kjøkken og min Sypude. Men dog, saasom Gud Herren haver villet, at Mand og Kvinde skulle elske hinanden, og desuden elsker Oprigtighed, saa bør jeg ikke tro, at jeg derudi gjør noget Usømmeligt, at jeg paa Eders kjærlige Skrivelse og Anbud oprigtigen og uden Skrømt saaledes svarer. Dersom I virkeligen har Eder med Gud, Eders Hjerte og velærbare Fru Moder beraadt i den Ting, hvorom I haver skrevet til mig, samt dersom min Værge og Farbroder, den ærværdige Pater Schöffer, ikke er derimod: saa giver jeg Eder min Tro, ikke blot for Verden og dens Tid — men for al Evighed. Og tilføjer jeg efter denne Bekjendelse, at Du er mig nu den dyrebareste af alle Mennesker, og at mit Hjerte skal altid være Dig tilvendt, om ogsaa Verden skulde skille os ad for den jordiske Tid.
Givet i Mainz Aar efter Guds Byrd 1449.
Johanna W., manu mea“.
Hvad skal jeg skrive, som er værd at tilføje dette ærbare, oprigtige og kjærlige Brev? Derpaa fulgte endnu et Svar fra mig, hvori jeg bad om den Lykke, at maatte see hende hos min Moder som igaar, der var Søndag, — da jeg endnu ikke vovede at tale til Pateren. Og hun kom, den Elskværdige! Og min Moder velsignede os. Ikke kan jeg berette, hvor lyksalige de Timer igaar henfløde. Deres Rigdom var uud-
