Jern af forskjellige Sorter, hvilke han selv har opfundet, og hvoraf jeg skal sende Dig Tegninger. Han har ogsaa fundet paa en meget god Maade at trykke paa, nemlig ved en Maskine, som han kalder Presse, og hvoraf Du ligeledes skulde faa en Tegning, naar han ikke havde forbudet mig at lade Nogen vide, hvorledes han dermed forfarer. Af samme Aarsag, nemlig for at holde Trykningen hemmelig, har han ogsaa sin Presse i et lidet Kammer ved Siden af Verkstuen, og er sammes Dør ikkun for mig tilgjængelig. Den Tillid, han derved viser mig, thi han kunde jo holdt Trykningen for sig selv, er en ny Opfordring til min Iver og Taknemmelighed, til hvilke begge Dele jeg beder om Velsignelse fra det Høje. Men især beder jeg om Lykke til at kunne gjøre min gode Moders gamle Dage ret glade. Ak, der er hun, den Ærværdige! Hun har iført sig sine bedste Klæder, Dietrich! Det er for min Skyld! Hvordan skal jeg udfolde mit Hjerte for hende?
Jeg maatte lægge Brevet bort; thi Moder vilde have Stuen fejet. Pater Schöffer kom meget fornøjet og bragte med sig en ung Guldsmed, som nylig er ankommen til Byen, og som han gjør meget af. Han heder Fust og er vist en forslagen Karl. Dog kan jeg ikke sige, jeg syntes om hans Manerer. Han viste sig overmodig og havde mig nogle Gange til Bedste. Jeg tænkte paa Agurs Bøn: „Giv mig ikke Rigdom!“ Han skal være meget rig, og Rigdom bringer let Hofart. Aldrig havde jeg troet, at Pater Schöffer, der er en mager og tynd Mand, kunde spise saa vel og, da han ellers er saa alvorlig, drikke saa muntert. Men han gjør det kun ude, naar han spiser hos Andre, siger min Moder, — og der holder det gamle Ord sig: „Fremmed Mad smager bedst“. Det var rigtig en fornøjelig Aften. Rigtignok var jeg taabelig nok til hos mig selv at mene, at Pateren kunde heller have taget sin Broderdatter med end denne fornemme Guldsmed. „Det spøger i din Hjerne“, siger Du vel, min gode Dietrich. Nej, jeg tror det spøger i mit Hjerte; thi der gaar det immer Tik, tak, som i Paterens Presse, naar han trykker. Men skulde den Tanke ogsaa være for dristig, at jeg ved Flid og Orden kunde bringe det dertil ved min Kunst,
