jordisk Mund: „Velkommen, Henne von Sugelock, til eders gamle Moder!“ Og nu lukkedes Døren til en Stue op, og en Kvindesperson bød mig sidde, til hun havde beredt min svage Moder paa det glade Gjensyn. Kun en liden Stund sad jeg alene i den næsten mørke Stue; da gik Døren op, og — o min gode Dietrich! Jeg har nu hvilet ved min Moders Barm; hendes Haand har ligget velsignende paa mit Hoved! Herre! har Du mange saadanne Saligheder i Behold til dine Udvalgte, naar Du kalder dem? Kjære Dietrich! bliv ikke utaalmodig over min Vidtløftighed og min Langsomhed! — Saa kom vi ind i Kammeret, hvor der var tændt Lys, og min Moder og jeg satte os hos hinanden. Jeg kunde ikke tale for Graad og holdt hendes Hænder fast paa mit Hoved, som jeg bøjede over hendes Skjød. Det maa nok have trættet min gode Moder thi hun stod op og sagde: „Hold da engang op, Henne! Du er jo værre end et Barn.“ Jeg maa ogsaa være naragtig blød; thi det har ofte hændt mig før, at Andre have skjændt paa mig for mine Taarer. Dog har det aldrig gjort mig saa bitterlig ondt, som nu. „Vær nu ordentlig og fornuftig Dreng!“ lagde min Moder alvorlig til, og jeg kan ikke sige, hvor kold og stærk jeg blev i et Øjeblik. Stakkels Moder! Hun har havt meget at gjennemgaa og hendes Helbred er svag. I den senere Tid, da hun ikke ret kunde være med overalt og see til som før, har Næringen aftaget. Derfor faldt det hende ind at tage mig til Hjelp. Ak, kjære Moder! Det maatte I have gjort for længe siden! Saa havde jeg maaskee holdt Næringen vedlige, og jeg havde ikke skaaret saa længe Bøger med Dietrich, at — — — Naa, naa! Ja hvor slap jeg i min Beretning? — Nu bød min Moder mig Mad, hvortil jeg ogsaa trængte; og spiste jeg da, ønskende hos mig selv at vide, hvem det Kvindemenneske havde været, som mødte mig med den mærkværdige Velkomst. Men uagtet al min Bestræbelse, kunde jeg dog ikke faa Mod at spørge, og ved det endnu ej i denne Stund. Thi strax efter Spisningen gik Moder til Hvile, og næste Morgen kaldte hun mig til Sengen og gav mig Befalinger angaaende Husvæsenet, da hun ikke var vel, ej heller er det endnu og taler ikke gjerne uden om det, som skal gjøres. Dette er desværre lidet; thi her kommer næsten ingen Mennesker, og kommer Nogen, er det for at drikke et Krus Øl eller en
