Mainz.
Det er da ikke skrevet meget paa dette Brev under min Rejse. Det kom deraf, at jeg var i Følge med et Par Vandringsmænd, og derved blev Tiden kortet med forskjellig Underholdning; men jeg fik ingen Lejlighed til at overveje noget og kunde ikke heller vel sætte mig til Side for at skrive. Det er underligt, at det morede mig mere at gaa alene end i Selskab, skjønt det vist var skikkelige og oprigtige Mennesker, jeg gik med. Noget kostbart faldt det mig ogsaa; thi vi bleve enige om at dele alle Omkostninger, og de Andre drak gjerne Vin, hvilken Du ved, jeg ikke gjør stort af. Se, nu kunde jeg tage Tiden igjen, for jeg har desværre god Tid, — og fortælle om den forunderlige, prægtige Stad Mainz, der er en ypperlig Fæstning, foruden om de mærkværdige Stæder Speyer, den smukke Stad Mannheim, samt Staden Worms; men jeg har Hjertet saa fuldt af mit Møde med min gode Moder, at jeg ikke kan tale om Andet.
Ja, gode Dietrich! og om Mødet er vel ikke heller stort at sige ved Ordenes Hjelp; thi de formaa ikke at udtrykke den indvortes Tale — mine Ord i det mindste ej. Det var ved Aftentide, da jeg kom ind i Byen; jeg kan ikke sige, hvor Hjertet trykkede sig sammen i mig. Naar ikke mine Kammerater havde leet saa meget, vilde jeg have grædt; men nu holdt jeg Haanden haardt under Brystet og tvang mig. „Der er din Moders Gaard, Johan!“ sagde de og pegede paa et rummeligt, rødmalet Hus. Jeg var noget forlegen; thi jeg burde have budt dem ind med mig; men da jeg var saa ganske ubekjendt med, hvordan her var, maatte jeg gjøre Undskyldninger. De lovede at besøge mig om nogle Dage, og saa gik jeg ind. Nu stod jeg i den mørke Gang. Da brast jeg ud i høj Hulken og bøjede mig ned og kyssede Dørtærskelen, som min salige Fader saa tidt havde betraadt, som endnu betraadtes af min gamle Moder, og over hvilken man havde baaret mig som lidet Barn, da jeg sendtes til Faster Marthe i Straßburg. „O Gud! velsign min Indgang og min Udgang!“ sagde jeg med høj Røst. „Amen!“ svarede en venlig Stemme, ligesom fra de himmelske Hærskarer. I al Sandhed troede jeg ogsaa, at det var en Røst fra Himmelen, og foldede forbauset mine Hænder. Men da hørtes end videre, vel fra en englelig men dog
