saa stor Menneskekjærlighed. Jeg ved, at jeg ogsaa vil alle Mennesker vel og beder hver Aften et Ave for dem, jeg ikke kjender; men Du skulde see, hvor denne Mand smiler og stirrer paa de Fremmede og ønsker at see paa deres Øjne alt det, de forlange. Mod mig var han i Førstningen ikke meget venlig; maaskee har jeg heller ikke opført mig ret ved Ankomsten. Men da jeg havde siddet lidt, og fortalt ham om hvem jeg var og hvor jeg skulde hen, og jeg fortalte, hvor god Du ved Afskeden havde været imod mig, da vi skulde gjøre op sammen: saa tog han mig trohjertig i Haanden og skaffede mig derpaa Smeden fat, som lagde Plaster paa min Fod.
Det bliver et underligt Slags Brev Du faar, min gode Dietrich, det kan jeg mærke. Nu har jeg igjen gaaet et Par Dage og hviler ud i en liden Landsby, og saa faar jeg Lyst til at skrive et Stykke igjen. Ak Dietrich! hvor her er smukt! Naar jeg havde Dig ved Siden, saa vilde jeg ikke bytte dette Vandreliv bort for noget andet. „Vort hele Liv er en Vandring“, siger Pater Barthold saa tidt, som Du ved, og jeg har ret moret mig ved at tænke paa de Ord nu; jeg vil herefter ogsaa altid bruge dem om Livet. Saaledes vandre vi ud fra Barndommen, og vide ikke mere af Rejsen, end jeg vidste hvorledes en Rejse var, da jeg for fire Dage siden forlod Dig i Straßburg. Jo længere vi rejse, desto skjønnere bliver Livet, og desto friere slaar Hjertet; saaledes smiler Alting her ved Rhinbredderne. Stundom er Vejen noget besværlig, og man vil nødig ud af et godt Hvilested. Endelig — men dette kan Du selv udmale nøjere. Det gjorde mig ondt, at den venlige Vert, som jeg skrev om, var saa ubillig i at fordre Betaling. Men han er en fattig Mand, sagde han, og saa er han kanskee nødt til at være saa dyr. Gid jeg aldrig maa blive saa fattig, at jeg behøver at tage meget af mine Rejsende! Ogsaa haaber jeg at tjene noget om Aftenen ved Hjelp af min kjære Kniv. Der er vel en Bogskjærer i Mainz, som kan bruge mit Arbejde. Nu vil jeg gaa til Ro, for tidlig at fortsætte Vandringen. Guds Moder og de hellige Engle bevare Dig, min eneste Ven!
