Bogtrykkerkunstens Opfindelse.
Første Brev.
1448.
Kjære Dietrich! Det er underligt nok; jeg havde mest Lyst til at begynde disse Linjer med et stort „Vale!“ hvilket er imod al Stil. Thi saadant „Vale!“ staar tydelig udskaaret, ja ret skaaret, i mit Hjerte. Saa sidde vi da ikke mere sammen i Straßburg og skjære paa vore Tavler! Havde dog gjerne blevet ved, i det mindste til vi havde faaet færdig „Psalteret“. Ja, du gode Dietrich! jeg er ogsaa vis paa, det gaar langsommere for Dig at bringe en Linje tilende nu, vi ikke sidde lige over for hinanden. Ak det skulde nu ikke gaa an. Jeg tænker paa min syge Moder i Mainz og paa det fjerde Bud. „Ej hvad, Johan!“ siger jeg saa, „din Fader var en brav Gjestgiver og holdt sit Hus, Gänsfleisch, i stor Reputation, og din Moder har taget imod og kredenset for baade Biskopper og Churfyrster; hvad bilder Du dig ind? Gaa hende smukt til Haande i hendes Alder og lad din kunstige Kniv stikke i Skeden!“ Se, dette siger jeg tidt og mange Gange til mig selv og beder de Hellige staa mig bi i mit Forsæt. Hvilket Forsæt? mener Du. Ingenlunde at paatage mig Vertskabet for min Moder; det er jo ligefrem, men kun at jeg vil gjøre det med et ret glad og fornøjet Sind. Dertil beder jeg Gud om Kraft. Jeg skriver denne Begyndelse til et Brev i et Vertshus paa Vejen, hvor jeg har maattet opholde mig en hel Dag, fordi jeg har traadt en Torn op i min Fod; men det har ingen Fare, og jeg bruger Tiden til at see, hvorledes en Vert skal te sig. Verten her er en meget artig og god Mand, og jeg vil ønske, jeg maa ligne ham i Venlighed imod alle Mennesker, som komme rejsende. Næsten kan jeg ikke begribe, hvorledes det er muligt at have
