En Spøgelsehistorie.
Jeg sad en Aften i en ret fortrolig Kreds, hvor man havde moret sig med at læse nogle af Oehlenschlägers Eventyr. Samtalen faldt paa det Overnaturlige, og den ene Spøgelsehistorie afløste den anden. „Saadanne Historier“, mente En af Selskabet, „ville dog ikke ret til at trives her i vort fornuftige og prosaiske Norden“. Her see Folk ikke saa let ud som Fouqués og Tiecks, „unheimliche, verzerrte, hagre“ Personer, med en „heißeres Gelächter og struppichte Haare“.
„Ikke det“, tog jeg Ordet; „da skal jeg dog fortælle Dem et rædsomt Eventyr, som jeg i vort fornuftige, prosaiske Fædreland selv har oplevet, og for hvis Sandhed jeg indestaar med min Ære. Men Fruentimmerne maa ikke blive bange“. Man satte sig tættere sammen, og Alles Øjne vare fæstede paa mig, der omtrent tog til Orde som følger:
Jeg gjorde, som De ved, for et Par Vintre siden med egen Hest en Rejse op i Landet. En Aften meget sent havde jeg taget Fejl af Vejen og kjørte i et afskyeligt Snefog igjennem en Skov. Min Hest kunde neppe udholde at gaa længere, og selv var jeg gjennemvaad og træt. Det var mig ligegyldigt, hvor jeg overnattede, naar jeg blot kunde naa et Hus, men det var som om Skoven ingen Ende tog. Endelig kom en Mand mig imøde. Jeg standsede for at spørge ham om næste Hus; men Ordene døde paa min Læbe, da han traadte tæt hen til mig. Det var en liden før, gammel Mand, underlig indhyllet i en Skindpelts. Hans Ansigt var sammenkrympet og fordrejet, og under de skyggede Øjenbryn spillede et Par lumske, graa Øjne. Et tykt, stridt Haar stak frem af Huen, og i Haanden havde han en sammenbøjet Vidjekvist. „Naa, hvad vil I mig?“ begyndte han, da jeg forgjæves ledte efter Ord. Paa mit Svar, at jeg var vildfarende og
