drikke paa Prestens Helfart.“ Randid fyldte det og strøg Kjæmpens gule Lokker fra Panden.
„I Aften præker han hos Gudbrand paa Bollegaard; det er her strax ved. Du skulde dog høre ham en Gang; jeg hørte en halv Time paa ham igaar og kan sige, det flød ham som Mjød fra Munden.“ Saaledes sagde en gammel Svend henne ved Brisen.
„Aa nej!“ svarede Rolf. „Slig Bespottelse lyster mig ikke at høre.“
Randid gik nu op i sit Jomfrubur til Ternerne; men Thorkild og Rolf bleve siddende og talede om, hvorledes man ret skulde oprykke med Rod og Kjerne den nye Lære, som saa hastigt udbredte sig.
Da Randid havde opvundet det prægtige Guldhaar og løst Bringspænderne, faldt hun i mange Tanker. Hende hovede ikke, at Rolf vilde slaa ihjel en gammel, vaabenløs Mand, — hvorfor han snarere maatte indhøste Skam, mente hun, end Ros og Ære. Underligt tyktes hende og at forklare, hvi den gamle Prest drog op i et fremmed Land og bød sit Liv tilfals for at præke for et vredt Folk. Med saadanne Tanker gik hun til Lejet og sov ind; men først bad hun Freyja bevare hende og Rolf. Da førtes en underlig Drøm for hende. Hun syntes, at det var den store Fest for de tolv Guder. Hendes Brudgom skulde ofre Blodofret. Hun holdt det tunge Horn, fyldt med røden Blod. Da nu Sangen var til Ende og hun skulde række sin Brudgom Hornet, traadte pludselig en lang, mager Mand for hende i hvide, lange Klæder. Han tog, syntes hun, med Magt Hornet fra hende og slog det ud paa Jorden, og det brændte alle Urter, der hvor det strømmede over. Derpaa fyldte han atter Hornet med gylden Vin, rakte hende det og sagde: „Herefter skal Du drikke af dette Offerblod!“ og hun drak. Men en liflig Varme flød ind i hendes Legeme, og hun blev som ganske forvandlet.
Hun vaagnede op i det samme, og følte sig betagen af en svær Beklemmelse og Forlængsel efter at see og høre den christne Prest. Thi stod hun stille op, listede sig ud og gik med rappe Skridt i den lyse Sommernat over det duggede Græs, hen til Bollegaard, som laa strax derved. Hun tænkte vel, at det ikke var sømmeligt for en ærlig og velbyrdig Jomfru saa alene at gaa ud ved Nattetid; men det var hende slet umuligt at vende om. Da hun kom ind til Bonden, sad han med sit hele Husfolk omkring Bordet, og Presten, hvilken hun gjenkjendte
