Cæcilias Saga.
Ved de Tider, da Evangeliet begyndte at prædikes udi vort kjære Fædreneland, var det klarligen at bemærke, hvorledes det mægtige Helteliv, med sit Bersærkermod og Valhallahaab, lidt og lidt begyndte af sig selv at gaa tilgrunde; og det lod sig hartad sige, at den skjæggede Odin, som ristede sin Rune og spaaede sit Fald for den hvide Christ, alt i Tide drog sin graa Kappe omkring sig og tilhyllede sit barske Aasyn. Gram i Sind stampede den vilde Nordmand i Jorden, naar han fornam slige Tidens Tegn; og iblandt Skaldene, dem det klarere Syn er givet, var det først, at en kjærligere Røst varslende hviskede igjennem Strengene, og de sang fremmede Toner, men vidste ikke hvad det monne være.
Udi Hardanger boede ved denne Tid den mægtige Bonde, Thorkild den Frøkne, som fjernt og nær var rygtet at overgaa alle andre Kjæmper i Manddom og Bedrift. Og gav Rygtet ham saadant Berøm, da forglemte det ikke heller at prise hans eneste Datter, Randid den Væne, der udi Skjønhed og Kløgt som Mildhed og Sædelighed ej havde sin Lige. Randids Fæstemand var Rolf, der ej trængte til anden Ros, end at Thorkild havde udseet ham til Maag. Baade paa islandske og danske Pander havde han skrevet sit Navn, — og var det Ord paa den Tid gjængs om en brav Kjæmpe, at han fortjente at dø for Rolfs Haand eller leve med hans Fæstemø. Det begyndte at rygtes i Hardanger, at christne Prester droge om i Landet, nedreve Gudernes Støtter og lærte alt Folket en ny Lære. Thorkild og Rolf bleve gramme i Hu hver Gang de spurgte Saadant, og besluttede de at forsvare med Liv og Blod Hedenskabet. Just kom en ivrig Munk, Antonius fra Bremen, til disse Egne og begyndte at udbrede det hellige Evangelium. Allerede vare mange af Fjeldbønderne omvendte og døbte, og Rygtet om den fromme Mand samlede Folk fra fjerne Steder.
„Thor hjelp! Det bliver argere og argere“, sagde en Kveld Rolf og sprang op fra Bænken. „Randid, giv mig et Horn Mjød; jeg vil
