Der stod hun nu i Kjøkkenet foran den lyse Flamme, og stirrede tankefuld, glad og bedrøvet hen for sig. Frits kom rask ind, kastede et Knippe Kramsfugle paa Bænken og traadte venlig frem for hende. „Vildt til Kjøkkenet, lille Mina! Men for Himlens Skyld, staa da ikke der for Ilden med det fine Ansigt! det skal De smukt lade være.“ Og nu tog han den forskrækkede, frygtsomme Piges Haand og førte hende hen til en Stol, og snakkede, spøgte og (her have Tydskerne et herligt Ord, som vi ikke kunne oversætte; det heder: liebäugeln) — med hende, at hun i glad Forglemmelse smilede ham fortrolig imøde. Med munter Ironi gjennemgik han Onkelen, Tanten og Kusinen, og fik hende, uden at hun mærkede det selv, til at deltage i Husets Beskrivelse. Kokkepigen traadte ind; han saa det ikke, og da han ikke blev Minas Bink var, men fortsatte i den begyndte Tone, sagde hun hurtig: „prenez garde à la servante!“ Han saa studsende paa hende. „Vous savez français?“ — „O, que non!“ svarede Mina rødmende, endnu mere forlegen over at have givet Svaret paa Fransk.
Caroline stak Hovedet ind ad Døren og udøste i en Tone, der højlig afstak imod Minas hulde Stemme, en Mængde Uartigheder imod den arme Pige, indtil hun paa engang blev Frits var, og traadte forundret og forlegen ind, glattende de stygge Furiefolder. Et Fruentimmer, især en Pige, viser sig aldrig i en ufordelagtigere Negligée for det mandlige Blik, end naar hun er opbragt; Caroline følte det; men hun vidste ikke, hvorledes hun skulde gjøre det godt igjen — og blev derfor ved at udøse sin Harme over Mina, skjønt med en noget dæmpet Stemme. Med skinsyg, ilde dulgt Uvilje spurgte hun sin Ridder, hvad han vilde i Kjøkkenet. Han pegede taus paa de nyskudte Fugle og gik forstemt ind i Stuen med hende.
Minas Fransk havde vendt op og ned paa Frits. Hidtil havde hun forekommet ham som en elskværdig, ret vel opdragen Landspige, der altid stod mange Trin over Caroline; nu fik han et højt Begreb om hendes Dannelse, og den Tanke faldt ham ind, at hun dog vilde tage sig ganske godt ud som hans Kone. Imedens Gehejmeraaden, som imidlertid var kommen ned, fortalte om sin Lykke ved Hoffet, om de delikate Østers, om Dyreryggene og Fasanerne, — spillede Frits med største
