„Maa jeg hjelpe Jomfru Mina at lave Saucen? Det er ikke, fordi jeg jo ved, den bliver fortræffelig, men bare for at vise Dem, at vi ogsaa kan lave Sauce hjemme paa Brogaard. Nej, nu formaar jeg sandelig ikke mere, med mindre jeg skal gjøre som Patriarcherne, der toge et let Vomitiv imellem Retterne. Hør Frits! var det ikke Patriarcherne?“ — „Jo vist, Patriarchen Vitellius“, svarede Gardeofficieren med komisk Alvorlighed. Her kunde den arme, bly, og fortrykte Mina ikke bare sig, men brast ud i en høj Latter, og, straffet ved sin Herskerindes glubske Blik, styrtede hun, kjæmpende med Latter, Forskrækkelse og Undseelse, ud af Spisesalen. „Hvad gaar der af den lille Jomfru?“ spurgte Onkelen forundret. „En dum, næsvis Gaas!“ svarede Frøken Caroline, og søgte igjen at erobre sin elskværdige Sidemands Opmærksomhed. „En uforskammet Tøjte!“ raabte Fruen, og lagde et stort Stykke Bryst paa Gehejmeraadens Tallerken. Efter at Onkelen endnu havde spist en syv, aatte Stykker Mandelbrød og et Par Portioner Creme, blev det langvarige Taffel til de Øvriges store Glæde hævet, — og han forsikrede, at han ikke byttede et saadant velsmagende, frugalt Maaltid bort for alle Hoffets Herligheder. Kaffeen med tilhørende Likør var indtagen, og den gamle Herre vraltede i Sovekammeret. Frits tog en Promenade med Bøssen og Jagtkobbelet, men Fru Etatsraadinden og hendes naadige Frøken Datter holdt Gehejmekonseil i Selskabssalen.
Det er godt nok med disse Basrelief-Tableaux, de gjøre Læseren i en Hast fortrolige med Personalet; men der vil, som ved de fleste historiske Stykker, en Cicerone til, som kan vise frem imellem Grupperne; det er Tid, at Fortælleren af denne lille Historie paatager sig hans Person. Vi maa begynde med Gehejmeraaden, der baade ifølge sin ophøjede Stilling, sin aandelige og sin legemlige Struktur nærmede sig mest til den fuldkomneste af alle Figurer, Nullet. Han hørte til den store Race Mennesker, der fødes til at behænges med Lykkens Goder; men den slemme Natur havde saa forfærdelig forsømt ham med Aandens Gaver, at man siden højsalig Arveprinds Frederiks Tid ikke i det kjære, adelsrige Danmark havde seet hans Lige. For Resten havde den ærlige Gehejmeraad saaledes sovet, ædt og fordøjet, at han sad i Gjeld over Halsen, — og paa Brogaard, som han evig og evindelig snakkede om,
