Fejltagelsen.
„En ypperlig Kaperssauce, min naadige Fru Søster!“ raabte den pustende, tykke Gehejmeraad Feddersted, og slog med Tungen. „Fortræffelig! Jeg har for Gud ikke smagt Magen ved Kongen af Danmarks Taffel; nej jeg har ikke. Ak man lever som i Himmerige hos Dem, hjerte Fru Søster; delicieux, delicieux! Det er Skade, Vorherre har givet det ufornuftige Kvæg fire Maver til eet Slags Mad og os baresten en liden bitte til mange Retter. Ha, ha, ha, ha! Ja god Mad og god Vin giver gode Indfald. Det var det omtalte fyldte Kalvehoved, jeg vilde fortælle Dem om. Hej Frits! Der sidder han i Kjærlighed til begge Øren; hør dog engang! Du smagte det dog vist, kan Du ikke huske det, min Dreng? jeg ved Du havde Opvartning den Dag.“ — „Om Forladelse Onkel, jeg spiste ved Rosen — tror jeg“, lagde han sagte til, og vedblev at fortælle Frøken Kusine Nyheder fra Kjøbenhavn, imedens han lod sine Øjnes Batteri ganske ins Geheim afgive hele Lag paa den skraas for siddende lille elskværdige Mina, der i smertelig Forlegenhed stirrede paa sin Tallerken. — „Men min kjæreste Hr. Gehejmeraad, det er ikke blot med Ord, vi Fruentimmer ville prises for vor Smule Kogekunst; De maa sandelig spise; bare dette lille Mellemstykke! jeg beder Dem. De seer nu næsten allerede Retterne.“ — „Saa sagte, saa sagte, min Naadige! Jeg har saamen gjort mit Bedste. Jeg formaar næsten ikke mere. Ak, der kommer en Kalkun! — Aa Christian, giv mig et lidet Glas Portvin! En dejlig, fed Kalkun! Holder Fru Søster selv Kalkuner?“ — „Ja jeg har en hel Flok. Maaskee Monfrere i Morgen vil spise en med hvid Sauce over“ — „Ja, ja! lad os faa en i Morgen med hvid Sauce over! og saa vil jeg uden Fortrydelse udbede mig en Gunst.“ — „De har ganske at befale.“ —
