mig selv til Fordømmelse; thi Gud, som kjender Hjerter og Nyrer, vil ikke holde mig uskyldig, om han end ikke sætter mig i Fristelse, naar han ved, jeg vilde falde. Derpaa gjennemgik den Gamle sit Liv og fandt, at mangen unødig og ubillig Bekymring havde bemestret sig ham: og han bad inderlig til Gud om mere Mod — og bad, at hvis han havde Kraft dertil, Gud da vilde sætte ham paa Prøve som Job, at han maatte vide med sig selv, han var Herren behagelig. Imidlertid trak Uvejret sammen paa Himmelen, Luften blev kvalmere, og, ængstet af den trykkende Hede og sin Sjæls Bedrøvelse, traadte han bleg og mat ind ad sin Husdør. Det er let at begribe, hvorledes den gamle, trofaste Hustro blev tilmode ved at see sin Elskede indtræde i denne Tilstand. Hurtig lukkede hun sin Postil, rev Brillerne af og ilede at understøtte ham. I et Øjeblik var hendes hele Glæde forsvunden. Hun havde netop faaet Brev fra Kjøbstaden fra den kjære, eneste Datter, der vilde med Mand og Børn overrumple den Gamle. En heftig Feber brandt i hans Blod, og den ængstlige Egtefælle maatte bringe ham tilsengs. Der laa han udstrakt paa Læjet i halv Slummer og med hurtigt Aandedræt. Omhyggelig trak hun Gardinet tæt for Sengen, satte Rammerne i Vinduet og talte med skjælvende Haand de kraftige Draaber. Stærkere og stærkere blev imidlertid Uvejret, og hendes Bekymring var deelt imellem den syge Mand og de rejsende Børn.
Ak, snart fik Arnsdorf Lejlighed til at prøve sin Styrke og Tro. Inden en Time slog Lynet ned i den gamle Bygning, og halv afklædt maatte han flygte ud paa Marken. Redning var umulig, og alt hans af jordiske Ting opskylledes af det fraadende Ildhav. Men den Gamle kastede et vemodigt Blik paa det kjære Hus, hvori han havde tilbragt tredive samfulde rolige og skjønne Aar, — hævede saa sit Øje frejdigt mod den formørkede Himmel, og sagde: „Herre, Du straffer mig for min forvovne Bøn! Men se, jeg er din Tjener! Dog lad ikke din Haand falde tungere over mig og Mine!“ — Da lød et Jammerskrig imellem Flammerne, og den tilstimlende Mængde raabte forfærdet: „Moer er derinde!“ — Med Ungdomskraft styrtede Arnsdorf sig ind i Luen og gjennemløb de af Ild og Røg opfyldte Værelser. Luen slog om
