Prøvestunden.
Det er Tid, at Du igjen faar et Par Linjer fra mig. Aarsagen til at mine Breve stedse blive sjeldnere, er ikke den, at min Rejse har tabt i Interesse. Naturen i Norge er i sine Omvexlinger lige saa rig, som uforanderlig i Grundcharakteer; og dens Indbyggere, enkelt tagne, hverken frie for Smaahedsaand og Kræmmersind, eller Hoffærdighed og Plumphed, ere i Almindelighed saa dannede, saa velvillige, saa uegennyttige, som faa Nationer, mener jeg, kan opvise dem. Nej, kjære Ven, Aarsagen til min Taushed ligger i en vis Vemodighed, der mer og mer behersker mig, jo nærmere jeg kommer Enden af den lange, paa Aands- og Hjertes-Nydelser saa rige Rejse, — den jeg, lig en Trækfugl, uafbrudt har fortsat, uden som Trækfuglen nogensinde at skulle vende tilbage. Jeg har nu desuden mindre Lyst end før til at udskrive af min Dagbog, som om faa Uger hel og holden skal komme Dig til Hænde; og knap nok at Du denne Gang var bleven regaleret med et Brev, hvis jeg ikke havde havt en liden original Fortælling fra en nydelig Rosenlæbe at meddele Dig.
Da jeg for et Par Dage siden, efter saa længe at have levet og syslet imellem Fjelde og Dale, endelig rullede ind i en Kjøbstad, overkom mig en vis beklemt Følelse, hvortil den mørke, regnfulde Dag og et Par Ubehageligheder med Skydsen vel bidroge Sit. Mod Aften holdt jeg udenfor Lunds Hus. Alt kom i Bevægelse for at modtage mig, — og selv den travle Omhyggelighed, hvormed Vert og Vertinde, Børn og Husfolk omringede mig, trak mine Klæder af, bøde mig Kaffe og gjorde mig alskens Spørgsmaal paa engang, var mig ubehagelig. Jeg har nu saa længe været vant til at hjelpe mig selv, og saa i al denne Travlhed en Forstyrrelse i Husvæsenet, hvori jeg var Skyld.
