Ild, at min Fader svømmede i Blod, og at en Fremmed, den jeg havde seet i Juveleerboden, stod foran ham med den rygende Dolk. Mine Sandser maa have forladt mig; thi da jeg bævende traadte frem, var min døende Fader alene. „Søn!“ sagde han; „din Fader er myrdet. Inden en Time staar Du faderløs i Verden, uden Navn, uden Rigdomme. Til det evige Forsyn overlader jeg Dig, men til Dig overlader jeg at hevne min Død. Bevar i Stilhed din Herkomst, om Skjæbnen fører Dig til gode Mennesker. Men lov mig, at Du engang naar Du som Mand træffer den nedrige Morder, der har berøvet Dig dine Skatte og Hjemmelen for din Herkomst, vil hevne min Død! Sværg ved din Faders Vunde!“ Han lagde min Finger til det strømmende Blod, og hulkende svor jeg at leve for at hevne min elskede Fader, der endnu i Døden tilraabte mig: „Dit Navn være fra nu af Vendetta, det er Hevn“.
Vendetta tilhyllede sit Ansigt; men Emilia hviskede blidt: „Kjære Ven! Deres Fortælling har rystet og forbauset mig. Men hvorfor hænger De fortvivlet ved denne grusomme Erindring? Deres Fader hviler forlængst under den stille Græstorv. De vil aldrig kunne opdage hans Morder; hvorfor da indvie Deres Liv til en tom Drøm, der er saa skrækkelig? Kan De ikke bevise Deres Herkomst, saa lev for det skjønne Sangerkald, hvortil Skjæbnen har viet Dem. Deres Faders Hevnlyst er forlængst slukket, og De vil aldrig finde den nedrige Morder“. — „Mener De, Emilia? Tror De da, at Skurken, efter at være kommen i Besiddelse af en i Europa uhyre Formue, lever i Skjul? Og desuden“ — han fremtog en gylden Æske — „jeg vil ikke saare Deres Blik ved at oplukke denne Æske; men her ligge Morderens tre Fingre og hans Øre, som min Fader i Forsvarskampen afhug med denne Dolk“. Han fremtog en tyrkisk Dolk, kyssede Grebet og saa imod Himmelen.
Men en dødelig Afmagt styrtede Emilia ned til Jorden; thi hendes Fader — havde mistet tre Fingre og det ene Øre!
Det var umuligt at beskrive den skrækkelige Tilstand, hvori Emilia, ved den omhyggelige Vendettas Bestræbelser, atter vaagnede. Hun hensank i en mørk, forstenende Taushed, som han ikke kunde forklare sig.
