for de ved Skjæbnens Bud atter samlede Elskede! Stedse blev den tause Fortrolighed inderligere, og Samtalen, fordi den maatte føres hviskende, stedse varmere. Atter indbrød Natten. Ved den stille Lampe sad, i en Krog af Stuen, Emilia strikkende, og lige over for hende Vendetta, fordybet i at betragte den dejlige Jomfru. Pigen mærkede det forlegen og søgte en Samtale. „Det var vor lykkelige Stjerne, der bragte os Dem imøde, kjære Vendetta. Hvor Meget, Meget skylde vi Dem! Aldrig skal vi glemme Dem.“ — „Glemme? O, Emilia, hvorfor rinder Glemselsfloden kun i Underverdenens stille Dale! Jeg vilde give Alt for at eje en eneste Draabe af dens salige Væld!“ — „Vilde De gjerne glemme mig — os?“ — „Dig, Dig, Emilia? o ja, ogsaa det. Den ulykkelige Vendetta har jo Intet uden Smerte at erindre, og selv disse salige Dage, selv dit Billede, ædle Pige, vækker kun Jammer i min Sjæl!“ — Ved disse Ord styrtede Taarerne over hans blege Kinder, og han støttede sig imod Væggen. Men Emilia lagde sin Arm om hans Hals og drog ham venlig ned paa en Stol. „Vendetta! De forstaar at læge Andre, men De er selv dødelig syg. O, Vendetta! Maaskee blev det bedre, maaskee godt med Dem, hvis De havde en tro Barm, der kunde dele Deres Kummer. Kjære — elskede Ven! Kan De, tør De, saa betro mig Deres Smerte! Jeg er i dette Øjeblik alt for bevæget til at kunne dølge Dem, at jeg tager en Del i Deres Kummer, som jeg endnu aldrig har taget i noget Menneskes; ja, Vendetta, jeg elsker Dem af mit hele, hele Hjerte. Jeg ved, at jeg aldrig kan blive Deres; min Stand, som De hidtil ikke har kjendt, har for længst kastet min Lod; — derfor har jeg Mod til at sige Dem, hvor inderlig kjær De er mig. Og nu, Vendetta, nu beder den elskende Pige Dem: bryd den dræbende Taushed, udøs Deres Kummer i min Sjæl!“ — Hun var meget bevæget; neppe vidste hun hvad hun havde sagt — men Ynglingen laa hulkende for hendes Fødder og lagde sit Hoved i hendes Skjød. — „O, Emilia“, sagde han endelig og rejste det forklarede Aasyn i Vejret, „skulle da Roser fremspire i den vilde Ørken, Glæder i mit Hjerte ? Emilia, elskede Du mig højt nok til engang at hvile dit Hjerte ved mit, naar jeg rakte Dig en blodig Haand for Alteret? Din Stand Pige, skulde da være hvilken den vilde; ingen Neapolitaner
