taus Bladene af en nedhængende Jasminblomst. Længe havde hun siddet saaledes, da hun i den frembrydende Aftens Skygger blev sin Veninde var, der langsomt svævede hen igjennem en dunkel Sidegang. Alvorlig blev Emilia staaende foran et Bassin og strøg sig over Panden med den skjønne Haand, som vilde hun bortstryge en overraskende Tanke. Da kom Vendetta dybsindig, mørk, fra den modsatte Side; hans Blik stirrede op imod de lette Aftenskyer, og et dybt Suk steg fra hans Bryst. Pludselig blev han Emilia var, kun et Par Skridt fra hende. „O Emilia!“ raabte han uvilkaarlig, og forskrækket slog Pigen sit Øje imod hans. „Emilia!“ gjentog han sagte og strakte sin Haand ud imod hende. Men Pigen vendte sig halv fra ham, gav ham langsomt Haanden og stirrede taus ned for sig. „Lev vel, Emilia!“ hviskede Sangeren, og trykkede heftig hendes Haand tæt til sig. „Forlader De os?“ stammede hun endelig, idet hun sagte trak sig bort fra ham. „Ja Signora! Mørket flyr evig for Lyset; lev vel, skjønne Emilia, lev lykkelig’“ — Og inden et Øjeblik var han borte. Forundret og smertelig stirrede Emilia efter den bortilende, og gik derpaa med en ængstlig Ilsomhed op ad imod Huset. Serafina, der med megen Bevægelse havde været Vidne til denne hele Scene, traadte sin Veninde imøde og sluttede hende i sine Arme. „O Serafina, Du ved ikke, hvor besynderlig jeg føler mig i Aften.“ — „Jo“, hviskede Veninden med et vemodigt Smil, „jeg ved det vel, min elskede Emilia; jeg har seet og hørt Alt. Kom, kom, man savner os; i Aften, naar vi blive alene, ville vi græde sammen.“
Vendetta havde imidlertid taget Afsked med Selskabet, og da Pigerne ubemærket traadte ind i Værelserne, fandt de Alle beskjæftigede med den underlige fremmede Sanger. Flere af Selskabet vilde have seet ham for nogle Aar siden, snart i Venezia, snart i Milano, snart paa Sardinia. Man holdt for, at en hemmelig Forbrydelse hvilede over den unge Mands Sjæl; Nogle frygtede endog, at han var en Bandit eller en bortrømt Forbryder. Alle disse Formodninger, der ene grundede sig paa Menneskets dybe Alvor og tause Tilbageholdenhed, smertede inderligen de to hulde Piger, men de vovede ikke at tilføje et Ord til hans Forsvar. „Er da den Ulykkelige altid en Forbryder?“ sagde endelig Emilia med en uvillig Stemme. „Den, der med mørk Pande flyr
