Ak, i Glædens Kvad min Sang forstummer;
Inden i mig er det koldt og tyst;
Jeg tilhører Plutos vilde Kyst;
Ingen Haabets Blomst mit Hjerte rummer.
Mørke Guddom! dine Flammepile
Vied mig min Skjæbne kold og bitter,
Og forbød mig tidlig alt at smile.
Først bag Gravens sorte, tætte Gitter
Venter jeg den længselfulde Hvile;
Led den trætte Yngling did, min Cither!
Over Serafinas Kinder rullede hede Taarer; men Emilia, skjønt meget bevæget ved de bløde Toner, smilede og sagde: „Jo, Serafina, han er sikkert forelsket, og i hvem Anden, end i Dig! Bi kun, vi skal snart see.“ Og uden at give sig Tid til at overveje, sprang hun ind efter et Instrument, slog et Par muntre Akkorder og sang:
Skjønne Yngling, stands din dybe Klage!
Hæv dit Blik mod Himlens Ætherglands!
Pluk af Haabets Grønt en liflig Krands!
Pryd med Glædens Roser dine Dage!
Sku dog ikke mere mørk tilbage!
Fremad opgaar Livet for din Sands;
Træd med Sanggudinderne i Dans,
Og i Kamp med Skjæbnen frit Du drage!
Yngling! her en fremmed Røst Dig toner;
Cypris sender Dig sit Bud og smiler
Med de himmelhulde Myrthekroner;
Amors Pile i det Fjerne iler;
Frygt ej! han med Livet Dig forsoner;
Snart Du i hans Rosentempel hviler.
Under denne Sang var den frygtsomme Serafina vingesnar forsvunden, uden at Emilia mærkede det. Først ved den sidste Linje følte den overgivne Veninde sin Uforsigtighed og rejste sig ilsom for at følge
