at være Barn, atter at være lykkelig.“ — Silvia kommer! Silvia kommer! jublede det hele Hus. Navnet Emilia havde hun engang i Spøg antaget, og af dette Brev samt af Benævnelsen Onkel begreb man let, at Silvia ikke ønskede at fremtræde som den fornemme neapolitanske Donna, men som et Medlem af den simple Familie. Dette hendes Ønske lod sig saa meget lettere udføre, som Campanello havde forandret sin forrige Bopæl og først nylig havde nedsat sig i Manilladalen.
Jublende styrtede Silvia sig i sine gamle Venners Arme, og første Gang efter lang, lang Tids Forløb fandt hun, da hendes neapolitanske Ledsagere havde forladt Manilla, den tidligere, ublandede Glæde igjen. Serafina hang usigelig lykkelig om hendes Hals og kunde ikke blive træt af at fortælle om Sicilien og at spørge om Neapel. Saasnart Pigerne vare komne i ret inderlig Samtale, lød det gjensidige Spørgsmaal: „hvorledes staar det til med det lille Hjerte?“ Silvia, eller som vi nu ville kalde hende, Emilia, forsikrede, at siden hun havde glemt den lille krushaarede Angelo i Palermo, havde Ingen sat hendes Hjerte i den aller mindste Bevægelse. Serafina tilstod derimod sin Veninde, at hendes paa nogen Tid var foruroliget af en fremmed Citharspiller, der kaldte sig Vendetta, og som med sin herlige Stemme og det sværmeriske Øje maatte gjøre Indtryk paa enhver Pige. „Elsker han Dig, min søde Serafina?“ — „Jeg ved ikke, jeg tror det neppe“, sukkede Serafina og dulgte sit nydelige Ansigt ved Venindens Barm. — „Hvor bor han da? Seer Du ham ofte?“ — „Sjelden; kun naar han stundom bringer mig en Vise til min Cithar.“ — „Vi skulle fange ham, Søster; vi ville begge tage Information hos ham“, svarede Emilia spøgende og legede med Serafinas rige Lokker. I det samme klang en Akkord fra det nære Vinbjerg. Serafinas høje Rødme røbede, at det var ham. Pigerne satte sig lyttende ned under et Mandeltræ, og efter nogle Greb i Strengene lød i en dejlig Tenor omtrent følgende Sonet.
Skjønne, lyse Himmel, smelt min Kummer!
Dræb den bitre Slange i mit Bryst!
Væk mig til den høje Livets Lyst!
Dys min Sjæl i Glemsels Rosenslummer!
