Denne, der med stormende Hjerte ilede til det kjendte Hjem fra den venlige Bølge, som havde begunstiget sin kjække Søn, og der nu haabede i en af de hulde Søstre at finde en tro Mage, havde tilfældigvis hørt, at en Jomfru Ring befandt sig her, og rejste derfor hid. Af Timer bleve Dage, og imedens Rosines Veninde med munter Spøg stedse forøgede Elskovsflammen, — imedens Frits, overbevist om sin Lykke, svømmede i Fryd og i dristig Triumf gjerne kunde have omfavnet den hele vide Verden, udgød Rosine, efter Dage fulde af salig Forglemmelse, i de stille Nætter bitre Taarer og gjorde sig selv Bebrejdelser for ethvert fortroligt Haandtryk, ethvert huldt Smil. Endelig kom det længe frygtede Øjeblik, da Frederik tillidsfuld og med den inderligste Kjærligheds Udtryk forlangte hendes Haand. Bleg og forvirret stirrede hun for sig, men med hurtig Fatning slyngede hun sin Arm om hans Hals, trykkede et Kys paa hans Læber og sagde med fast Stemme: „Bliv, som Du fra vore Børneaar var, bliv mig en trofast, kjærlig Broder! Jeg elsker Dig ømmere, end en Søster elsker Broderen, men din Kone kan jeg aldrig blive“. „Du tilhører da altsaa en Anden?“ spurgte Frits, pludselig nedstødt fra sin Glædeshimmel. „Spørg mig ikke derom nu, elskede Broder“, svarede den ædle Pige, kyssede ham endnu engang og ilede med den sidste Rest af Fatning op paa sit Kammer.
Temmelig forskjellige Følelser gjennemstrømmede den ærlige Frederiks Sjæl. Disse faa Dages Samvær havde gjort Pigen saare kjær for hans Hjerte, og han følte Afslaget som et Dolkestød; men paa den anden Side var hans Stolthed krænket, og han kunde ikke Andet end finde, at Rosine havde vist sig som hans Elskede indtil dette Øjeblik. Efter nogen Betænkning besluttede han jo før jo heller at rejse til Toller, hvor han vilde finde Aline, for jo før jo heller at glemme sin Kurv. Han tog en Afsked med Rosine, der fra hans Side var temmelig kold, og rejste nu med ilende Hastighed til den vel bekjendte Gaard. I Alleen sad Aline paa en Bænk, som var opsat netop der, hvor hun paa Konfirmationsdagen havde hvilet i Fritses Arme. Erindringen slog som et Lyn ned imellem det Nærværende og Forbigangne; at springe ud af Vognen, kaste sig i Alines Favn og synke ned paa den grønne Bænk — var Øjeblikkets Verk. Snart, da den første Storm var over, gik de Haand i Haand ind i Huset; Aline fulgte sin Ven rundt om i Mark
