at Du har dit Hjem her; her lever dit Minde“. Uvilkaarlig lagde hun Haanden op til sit Hjerte og rev sig løs af hans Favnetag.
Frits var borte. Langsomme randt de ensomme Dage for de to vakre Søstre. Omhu for den svagelige Fader og Omsorg for den betydelige Landhusholdning adspredte dem fra den aarle Morgenstund og til Aftenens Komme; men i de stille, rolige Aftentimer var de uophørlig beskjæftigede med Erindringen om den elskede, fjerne Ven. En vis anende Frygt afholdt begge fra at samtale om Frederik, og jo mere Tiden hengled, desto mindre blev det dem paa begge Sider muligt at opdage for hinanden sine Følelser og Haab. Visselig troede enhver af dem, hvad Hjertet saa gjerne vilde tro, at hun var den, der engang ved Frederiks Haand skulde nyde Livets skjønneste Fordring. Pludselig døde den gamle Fader; en gammel Tante flyttede til dem, og de følte mere end nogensinde Savnet af sin Ven, fra hvem de kun sjelden erholdt en kjærkommen Efterretning.
Fra deres første Ungdom af havde Faderen holdt dem til at nedskrive daglig sine smaa Begivenheder og Erfaringer. Dette var blevet dem til en kjær Nødvendighed, især siden de mistede Frits og siden den elskede Fader. Dagbogen havde altid været dem en Helligdom, og intet fremmed Øje havde seet den. En Aften satte begge Pigerne sig efter Sædvane ved hver Ende af Bordet for at skrive i Dagbøgerne, og tilfældigvis, jeg ved ikke hvorledes, bleve de ombyttede. Begge bleve det var ved første Øjekast, og enhver af dem rakte med høj Rødme Hænderne ud for at tage sit Hefte tilbage. Men paa engang standsede de, saa med søsterlig Kjærlighed paa hinanden og sagde: „læs kun!“ Hvad begge Søstrene egentlig læste, det har min Ven ikke kunnet give nogen bestemt Kundskab om; men saa meget er vist, at efter at begge med den mest levende Bevægelse havde snart læst, snart fæstet Øje paa hinanden, snart udgydt Strømme af Taarer, sank de uden Ord i hinandens Favn, idet de tilsvore hinanden søsterlig Kjærlighed til Graven.
Strax efter denne Scene, der vistnok af et Øjenvidne vilde været fremstillet paa en værdigere Maade, rejste Rosine til en Veninde i Besøg paa nogle Uger. Faa Dage efter hendes Ankomst anmeldtes Søkaptein Ring. Med afvekslende Ansigtsfarve ilede Rosine foran sin Veninde til Døren, — og højt grædende sank hun i Fritses Arme.
