sagde han, idet Rosine bragte en liden Mugge Punsch frem paa Bordet; „det maa jeg lide; saadan en forstandig Gjest og saa et godt Glas Punsch, det gjør en festlig Aften. Rosa, Lina! Klink med os!“ Hans levende, sorte Øjne fæstede sig et Øjeblik paa enhver af dem, og med en underlig, bly men rørende Varme gjengjeldte begge hans Øjekast, idet de klinkede med os. Efter nogle hurtig henrundne Timer gav Rosine Broderen et Vink, at Maden var færdig, tog Lysene og oplukkede Storstuen. Et lidet Bord stod dækket for fire og rigelig besat med gammeldags Sølvstads. Midt paa Bordet stod en stor Kage, hvorpaa var indlagt med Sukker F. R. den 10de November, og omkring denne var flettet en Krands af Evighedsblomster. „Hvad er dette!“ raabte han overrasket og sank med Taarer i begge Søstres aabne Arme. „Min Fredrik, vor Fredrik!“ raabte de hulkende og glemte i et langt Minut, at en Fremmed betragtede den rørende Scene. „O Piger, Piger!“ stammede endelig den gamle Mand med et ungdommeligt Aasyn; „et bedre Foraar sender os imøde de Roser, som visnede for os i Livets hede Sommer. Mine Søstre!“ Vi kom endelig tilbords; Ingen kunde tale; Ingen følte, at han ikke kunde det. I Alles Blik bævede en stille Taare, og jeg har aldrig været saa vemodig og dog saa glad. Rosine, der lagde for, syntes først at komme tilbage til Jorden, og forsømte ikke, idet hendes forklarede Aasyn viste, at hun tænkte paa noget Højere, med sirlig Høflighed at nøde os til at spise. Aline skjænkede flittig i Broderens og mit Glas, imedens hun med heftig Bevægelse tabte sig i hins Øje. At noget Overordentligt var foregaaet med og i denne Familie, blev mig klart, og jeg ventede længselfuld paa Oplysning derom. Den kom ikke; ved Stegen toge Søstrene sit Glas, stødte an med os og hviskede næsten: „kjære Frits!“ og tømte det. Derpaa erindrede man min Sundhed og søgte, skjønt med Møje, at gjøre Samtalen almindelig. „Evighedsroser, I ædle, elskede Søstre!“ raabte endelig Oldingen, drak sit Glas og rejste sig. Endnu sad vi en Times Tid sammen ved det afdækkede Bord, indtil jeg følte, at det var paa Tid at unde de gamle Mennesker Rolighed efter den angribende Aften.
Næste Morgen vaagnede jeg tidlig og gik sagte ned i Dagligstuen.
