Den gale Christian.
Gjestgiverstedet Hole, Oktober.
- Kjære Ven!
Jeg befinder mig i dette Øjeblik i en besynderlig, spændt Tilstand. Om Du ved Gjennemlæsningen af mit Brev bliver sat i en lignende eller ej, det ved jeg ikke; thi det er ikke Tingene i Verden, hvilke vi desværre kun lidt kjende, men vor egen Stemning, idet de virke paa os, der bestemmer deres Betydning. Men det ved jeg, at der nu i denne Nat ikke er andet Valg for mig, end at udlade den pressende Følelse igjennem den bedste Leder, jeg kjender for mine Fornemmelser, — Pennen.
I Mørkningen kom jeg her hid og fandt, som sædvanligt i vort gode Norge, at Heste, uagtet mit Forbud var afsendt for en Dag siden, ej vare at bekomme. Føret, som Vejret, har den hele Dag været afskyeligt, og trods mit Bekjendtskab til Landets saavel frygtelige som skjønne Egne, har jeg aldrig befundet mig i en mere rædsom Egn end denne. Tæt ved den sorteblaa Indsø, der er omringet af stejle, vilde Klipper, ligger den usle Hytte, hvori jeg nu sidder; den er bygget med tre Vægge til den over Taget udhængende Klippe, og ved mit Voxlys, som jeg viseligen bragte med, ser jeg i det snævre Gjestekammer Intet uden fire krummede Vægge, hvoraf den ene er Fjeldets sorte Granit.
Da jeg netop havde gjort mig fortrolig med Nødvendigheden at ligge her Natten over, og af min Vadsæk havde udpakket min Aftensmad, blev jeg opmærksom ved at høre en i skjærende Messetoner fremsungen Bøn i Sidestuen. Derpaa fulgte en vild Latter og en Hoben usammenhængende Galimatias. Pigen, der kom ind for at rede den Seng, hvori jeg ikke agter at ligge, berettede mig, at den gale Christian Præst var der ude, og forsikrede mig, at jeg vilde fornøje mig ko-
