Bryllupsdagen var berammet; Johannes rejste, ledsaget af den blinde Oldings Velsignelse, til sin Brud — for at indføre hende som Kone i den hjelpeløse Oldings Hus. Igjennem Storm og Søgang naaede han en Søndags Morgen hendes Bopæl. Ogsaa Ole havde med sin Kjæreste begivet sig til samme Sted, maaske for at drive Spot med Johannes og hans ikke skjønne Brud. Imedens Johannes af Bryllupssværmen holdtes i Brudehuset, til Prædikenen var forbi og Vielsen skulde foregaa, gik Ole i Kirken. Præsten holdt en skjøn Tale over de Ord: „Naar Du vil offre paa Alteret, og Du har Strid med Din Broder, — da læg din Gave ved Alteret, forlig Dig med din Broder, kom saa tilbage og offre din Gave!“ Han blev inderlig rørt og gik grublende ud af Guds Hus. Med den Beslutning, ved første Lejlighed at forsone sig med Johannes, gik han frem og tilbage paa Strandbredden. Da traadte en Del af Brudeskaren ud. Bruden blev ført i sin Baad; Brudgommen, der skulde ro i en anden, blev endnu opholdt i Huset. I det Øjeblik, Bruden skulde stige fra Bryggen, gled hun ud og styrtede i de skummende Bølger. „Nu forliger jeg mig med Johannes!“ raabte Ole. „Kommer jeg ikke igjen, saa hils ham fra mig!“ Derpaa styrtede han ud efter Pigen, greb hende, mistede hende, greb hende atter, — og de forsvandt begge i Bølgevrimlen. Ingen kunde redde dem. Johannes og Anne kom paa engang til for at skue det sørgelige Syn af deres Elskedes Lig. De Omstaaende fortalte Omstændighederne. Da kyssede Johannes den afsjælede Oles blege Læber, tog Annes Haand og holdt den afmægtige Pige i sine Arme.
Da den første Bedøvelse var forbi, blev Tanken om hans stakkels Faders Smerte levende i hans Barm. „Ak, han har tabt saa meget! skal han nu ogsaa tabe det sidste Haab paa Jorden, at se sin Johannes lykkelig ved hans elskede, uforglemmelige Søsters Barn!“ — „Nej, nej!“ svarede Anne. „I skulle Alle være mine Vidner; jeg vil pleje ham, som en Datter plejer sin Fader. Han skal ikke vide Andet, end at jeg er hans Søsters Barn og — Johannes’s Kone“. Saa tog hun Tausheds Løfte af den hele Brudeskare og rejste til den Gamle, og lagde sin Mund til hans Haand. Imod Aften, naar den Gamle gik til Hvile, sneg hun sig op paa det enlige Kammer, og Johannes til sin Løjbænk.
