„Din Kone har ret været urolig for Dig, Jon“, sagde Oldingen efter en Stund; „hun mente, Du havde stolet paa, at det brasede fra Land og havde skaaret ud om Odden i Nat! Stakkels Dig, Anne! ser Du, Knegten maatte dog lægge bi? Tror Du nu en anden Gang en gammel Søfugl som mig?“
Den hjertelige Tone, hvormed han sagde disse Ord, overtydede mig om, at han havde delt Annes Angst; men hvad der højligen maatte forundre mig, var de to Unges Ansigter. Thi begge sloge Øjnene ned — og lode til at blive ret forlegne over hans godhjertige Snakken. Jeg blev opmærksom, og nu faldt det mig tydelig i Øjnene, at Egtefolkenes Forhold var yderst spændt. En høflig Opmærksomhed for hinanden skinnede gjennem en vis Kulde, og paa den anden Side forekom det mig, som om nu og da et stjaalent Blik forraadte, at de følte Mere for hinanden, end de vilde tilstaa sig selv; med et Ord, de bare sig ad som et Par Kjærester i den fornemmere Verden, hvor en Rad indbildte Bekymringer og forlibte Narrestreger skal sætte Sauce paa den huldeste Guds Gave her neden. Kun naar det gjaldt den gamle Fader, vare de begge som En. Han syntes at hendrømme sine sidste Dage i en glad Følelse af sine Børns Kjærlighed og huslige Lykke.
Under Maaltidet kom jeg i dyb Diskurs med Oldingen, — og jeg behøver ikke først at fortælle Dig, at jeg som Okulist ikke kunde Andet end tage hans Øjne i Besigtelse og lade mig Oprindelsen til Blindheden o. s. v. nøjagtig berette. Med en Fornøjelse, som kun en oprigtig Kunstbroder kan fuldkommen fatte, overtydedes jeg om, at hans Øjne, i det mindste det ene, kunde opereres.
Da det var Sengetid, tog jeg Afsked med Oldingen og hans Sønnekone. Johannes førte mig ovenpaa, hvor mit Leje var beredt. Jeg fortalte ham da med et Par Ord, at der var høj Grad af Sandsynlighed for, at hans Fader kunde faa sit Syn igjen. Du skulde seet, hvorledes han gebærdede sig. En brændende Glædesrødme og strax efter en dødelig Bleghed for over hans Aasyn. „Gud velsigne Dem!“ stammede han endelig frem, „De mener det godt med os. Lyset er ogsaa en stor Velgjerning. Men tag ikke ilde op, at jeg maa bede Dem give mig en Betænkningsnat, førend jeg slaar min Haand i Deres og siger: i Guds
