Und der Erdenfessellast entwunden,
andelt sich das Weh in süße Lust.
O verzeihe, Gatte! bist mir theuer,
Bist mir innig — über Alles lieb!
Ach! nicht kennest Du der Sehnsucht Feuer,
Noch der Wehmuth tief verborgnen Trieb!
Saaledes fik jeg, ligesom ved en sagte Røst fra Aandeverdenen, et rørende Ja paa mit Spørgsmaal. „Gode Christian! ikke altid formaaede dit fromme Hjerte og din gode, naturlige Forstand at erstatte din Sophie de Offere, hun havde bragt Kjærlighed. Aldrig, sikkerlig aldrig har hun kun med den fjerneste Antydning ladet dig ane det; og dette Papir, — hvo ved, hvilken grusom Rejsende der engang kunde falde paa at oversætte det for Dig? — dette Papir skal ikke mere hvile her som en sovende, ond Talisman, der hvert Øjeblik truer at vaagne og for evig at knuse dit rene Hjerte! Sophies sidste Vilje til mig er opfyldt, naar jeg borttager dette Papir. Det hvile hos mig som en Relikvie af den forklarede hulde Kvinde!“
Næste Dag forlod jeg dybt rørt den Sørgende, — og uafladelig staa disse Mennesker for min Erindring.
