hed sprang jeg op og vilde bort. Meget dybt sov vistnok ikke Sophie; thi ved mit beskedne Kys slog hun sit Øje i Vejret, smilede blidt og rakte mig Haanden for at staa op. Nu søgte vi atter Strandbredden; Vandet flød lavt og stille; efter en halv Times Forløb havde jeg vundet op ad Elven til Ferjestedet. Netop som vi havde bragt Tøjet i Land, kom Kjerren over. Da vi nærmede os Enden paa denne for mig saa betydningsfulde lille Rejse, mærkede jeg, at Sophie arbejdede paa at faa Noget sagt, der bestandig gled tilbage indenfor hendes Læber. Endelig spurgte hun mig med yndig Forvirring, om det ikke var bedst at dølge vort natlige Eventyr. Dette Ord vakte hos os begge først en bestemt Følelse af et andet Forhold end det imellem Herskab og Tyende.
Jeg vil nu ile hen over en Del Aar, hvori Intet forefaldt af Betydenhed. Intet Ord omtalte imellem os den uudslettede Erindring af hin Begivenhed; sjelden sagde et flygtigt, uvilkaarligt Blik, at ingen af os havde glemt den. Min Stilling blev stedse pinligere; Kjøbmanden boede nu altid ude paa Gaarden, og jeg maatte hver Dag see Sophie. Min Kjærlighed var haabløs men grændseløs. Et fordelagtigt Parti tilbød sig for Pigen. Maaskee havde hun fulgt sin Faders Ønske; men ikke før gav Rygtet mig Efterretning om hendes mulige Forlovelse, før en voldsom Sygdom bragte mig nær Graven. Da jeg begyndte at komme mig, erfarede jeg, at hun, omtrent da hun fik at vide min Sygdom, havde afslaaet Partiet. Dette bestemte mig. „Hendes Højmodighed skal ikke forbitre hende Livet uden derfor at gavne mig!“ sagde jeg til mig selv, forlod pludselig Gaarden og nedsatte mig her.
Langsomme glede Dagene forbi; Sophies Billede stod stedse for mig. Da kom efter et Par Aars Forløb en fremmed Tjenestepige til min Nabo. Jeg lagde ikke Mærke til hende; men en Aften traadte hun ind til mig. „Christian! Nu er jeg din! Jeg har brudt alle min Stands Lænker; Du kan føde en Snedkerkone, og større Fordringer vil jeg aldrig gjøre“. Tænk Dem min Tilstand, Hr. Mølmann! Tænk Dem de stridige Følelser, som gjennemstrømmede mig! — Sophies Fader var død; hans Efterladenskab smeltede under Formynderiets Hænder sammen til en meget liden Arv. Sophie modtog den, foregav at
