til han engang imellem plejede at tage ud i Sommermaanederne. Min Fader var Snedker og Husmand under Gaarden. Engang kom Kjøbmanden tilligemed Sophie, som da kunde være en tretten, fjorten Aar, kjørende i en let Rejsevogn fra Byen — uden Kusk. Jeg med nogle andre unge Karle slog Hø tæt ved Vejen, og af Overgivenhed kastede jeg et Bundt nedslaget Græs i Vejret og hen paa en af mine Kammerater. Herved bleve de forbifarende Heste skye og fore afsted som Vinden. „Gud forbarme sig, hvad har jeg gjort!“ raabte jeg og slog mig for Panden. Tæt udenfor Bakken var en stejl Strandbred, rimeligvis maatte de Rejsende blive sønderknuste imod Klippen — eller styrte i Vandet. Hurtig fattede jeg mig imdlertid. Vejen gik i en Krumning omkring Engen, hvori jeg arbejdede; jeg løb lige frem, kom over Gjerdet og stod i et Øjeblik med en tyk Gjerdestok i Haanden lige for Hestene. Jeg gav dem et Slag i Hovedet, hvorved de tumlende vege tilbage og bleve staaende ubevægelige. Kjøbmanden traadte skjælvende ud, og jeg bar den afmægtige Pige til Huset. Han bød mig Penge; men jeg bad ham glemme min Uforsigtighed, der havde foranlediget dette Uheld. Det behagede ham, og jeg kom, saalænge han denne Sommer boede paa Gaarden, daglig til ham. Jeg spøgte med Sophie, tændte Husbonds Pibe — og skar ham Piberør af Rosentorn. De rejste, og jeg glemte den hele Historie. To Aar henglede, før de kom tilbage. Jeg blev strax hentet. Ret glad over at være erindret, sprang jeg munter op ad Trappen og ind i Stuen. Den gamle Kjøbmand rakte mig venlig Haanden og raabte imod Sideværelset: „Kom ind Sophie, og hils paa vor kjære Christian!“ Rask sprang Døren op, Sophie hoppede ind, jeg kastede et Blik paa hende, hendes Øje faldt paa mig, — og pludselig stode vi begge som naglede til Gulvet. Det var ikke længere det lille, muntre Barn, — men den voxne, ranke Jomfru; — det følte hun; det følte jeg. Efter en Tids Forløb gik det godt; men da jeg kom hjem, løb det mig rundt i Hovedet. Faa Dage efter blev jeg atter hentet. Min Husbonde vilde lade Sophie gjøre en Tur til en Slægtning, der boede faa Mile borte, og besluttede at betro hende til min Ledsagelse. Med højt glødende Kinder modtog jeg den velkomne Befaling, lavede Kjerren til og — tog som Kusk Plads
