Aar, paa hvilken hans Blik ofte hvilede med tungsindig Rørelse. En dyb Græmmelse syntes at nage ham. Imedens han gik ud for at besørge Noget, tog jeg fat paa den Lille og spurgte, hvorfor Fader var saa bedrøvet. — „Fordi Moder er død“, svarede Barnet, og en Taare svulmede i det klare, lyseblaa Øje. — „Naar døde hun da?“ — „I Sommer“, sagde Glutten. Christian kom ind, og Barnet fløj grædende hen til ham. — „Ak, Herre!“ sagde Faderen; „det var en tung Skjæbne, Gud tilskikkede mig i Sommer. Jeg har mistet min tro Kone og sidder forladt tilbage med denne Smaa!“
Han afbrød med Finhed en Samtale, der ikke syntes at kunne interessere en Fremmed. Imidlertid kom en Tjenestepige ind med den Besked, at mit Tøj var bragt ind paa det mig bestemte Kvistkammer. Jeg lod mig vise derop. Forestil Dig min Forundring, da jeg her fandt et Værelse, yderst smagfuldt møbleret, — paa Væggen et Par ret nette, tegnede Prospekter af Throndhjems Omegn — og paa en Hylde: Oeuvres de Florian, Corinna og Schillers Theater! I disse Bøger stod Navnet Sophie; et Tilnavn var omhyggelig overstrøget og lod sig ikke udfinde. Jeg gik ned og besluttede at skaffe mig Opløsning paa denne Families Gaader. Til den Ende bragte jeg et Par Flasker Vin af mit Flaskefoder ned med mig og satte dem paa det allerede dækkede Bord. Det lod paa min Vert, som han Intet havde derimod. Den Lille var tilsengs, den velsmagende ferske Fisk afspist, og den anden Flaske paa Heldingen. Min Vert syntes mindre forstemt; med vemodig Snaksomhed begyndte han selv at tale om de lykkelige tolv Aar, han her havde henlevet med sin forklarede Sophie. Pludselig greb jeg hans Haand, saa ham ind i det skyggede Blik og sagde: „Hvem er De egentlig, Christian? Ikke sandt, De er fød i en anden Stand?“ — Han smilede. „Nej, Hr. Mølmann; men min Sophie var det. Nu er hun borte, og min Forpligtelse er hævet. Kan min Beretning underholde Dem, saa skal jeg fortælle vor Skjæbne. Kun tillader De mig at skjule Navne og andre Omstændigheder, der vedkomme endnu levende Personer“. Vi satte os fortroligere sammen, og Christian begyndte.
„I Throndhjem levede en aldrende Kjøbmand med sin eneste Datter, Sophie. Han havde adskillige Mile fra Byen en stor Gaard, hvor-
