Harme, da han kom op i Dagen og saa, at Ole stod der oppe tomhændet, og Anna kom ilende imod ham med en stor Ertsklump, og fløj derpaa i hans Favn! Hurtig var Thorkild oppe; vild tog han sin Stuffe og slængte den hen efter Ole med de Ord: „Der har Du denne til, ærlige Kammerat!“ og med et sønderknusende Blik paa den blegnende Anna sprang han afsted. Stuffen havde truffet Ole, og knust hans Ben. Den arme Annas Stilling var frygtelig. Hun havde aldrig ophørt at elske Thorkild; men engang i en ulykkelig svag Time, som vi Mennesker jo have mange af, havde den smukke, veltalende Ole forført hende. Fra dette Øjeblik var hendes Sindsro borte; fra dette Øjeblik ansaa hun sig uværdig til Thorkilds Haand. Da nu Erik anstillede den forunderlige Prøve, og hun paa samme Tid følte Følgerne af sit Fejltrin, saa var det tilgiveligt, at hun ved et Bedrag vilde hjælpe Ole til Faderens Samtykke. Den gamle Fader kom til; — den ulykkelige Anna fortalte ham Alt. Da knugede han sin Hat imellem Hænderne, saa imod Himmelen og sagde: „Thorkild, Thorkild! Du havde Ret; det var at friste Gud!“
Ole, for Livstid lemlæstet, blev med Graad og Bedrøvelse forenet med Anna. Kummer lagde den Gamle i Graven, og faa Uger efter forlod Ole Verden, efterladende den hjælpeløse Enke med et spædt Barn. Hendes Nød, hendes Nag maatte røre en Sten; men fra Verket var ingen Pension at erholde, og den bedrøvede og sygelige Moder arbejdede Nat og Dag for at ernære sig og sit Barn.
I lang Tid havde Thorkild flakket om, nedsænkt i en sløv Følesløshed. Efterhaanden kom hans Sjælskræfter tilbage. Han gjettede den sørgelige Sammenhæng, og forsonende Taarer gave hans Hjerte Luft. Da besluttede han engang hemmelig at besøge Annas Hjem, erfare hendes Forfatning, og igjen useet for evig forlade det eneste Sted i Verden, der havde Tillokkelse for ham. Paa Vejen fik han Efterretning om Eriks og Oles Død, og et halv bevidst Glimt af Haab foer igjennem hans Sjæl. En Høstaften sent stod han udenfor Annas Hyttevindu. Med Skræk opdagede han ved første Øjekast den dybe Armod, der havde furet den blege Kones Kinder, og hvis Spor opfyldte enhver Krog i Hytten. Uden Taarer sad den arme Moder ved det halv udslukte Ildsted
