valgte sine Udtryk. Hun blev synlig forlegen over den Opmærksomhed, hvormed jeg betragtede hende, og førte mig snart ind igjen til Faderen, der ventede mig med Ølkruset i Haanden.
Ved Lyset blev jeg var nogle Bøger paa en Hylde, og det glædede mig, imellem dem at finde vor Snorre. Jeg indlod mig i Samtale med Thord om den gamle Historie – og forbausedes ved hans Bekjendtskab med samme. Uden Pral fortalte han mig i Samtalens Løb, at han nedstammede fra den haarfagre Harald, og at hans Slægt havde holdt sig ublandet. Jeg ved ikke, hvorfor denne Efterretning gjorde et saa særdeles Indtryk paa mig; ikke sandelig, at jeg skulde bære større indvortes Agtelse for en Konge end en Bonde, men sikkert fordi jeg ligesom saa den længst hensmuldrede store Harald staa for mig i sin Ættling. – Min Vert lod til at forstaa min Fornemmelse – og vendte Samtalen beskeden paa andre Ting.
Temmelig sent forlod han mig, og jeg kastede mig urolig frem og tilbage paa mit Leje. De rundne Dage stege op i min Sjæl, og jeg følte en ængstelig Glæde, som den, hvormed man betræder en Kjæmpehøj fra Hedenold. Da lød en Lur klart i Natten og vækkede mig af mine Drømme. Jeg sprang til Vinduet, aabnede det – og hørte nu grant fra den nærliggende Hej igjennem Tonerne de Ord: Hosdan lever Litan? og strax svaredes fjernt fra med Luren: Litan lever bra. Jeg kan ikke sige, hvor besynderligt det forekom mig. Min Nysgjerrighed tillod mig ingen Ro. Alt blev stille, og utaalmodig oppebiede jeg Morgenen, for hos min Vert at faa Opløsning paa denne Gaade. Neppe var han traadt ind til mig, førend jeg, imedens Ragnhild beredte Frokostbordet, begyndte at spørge, hvo der her blæste Lur om Natten. Men pludseligt holdt jeg inde; thi Ragnhild blev med eet bleg som Døden og kastede et Blik paa mig – saa bønligt, saa fortvivlet, saa døende! at jeg tusinde Gange fortrød mit Spørgsmaal. Til min Beroligelse svarede Thord, at han Intet havde hørt, og at det maatte være Gjæterne paa de omliggende Sætre. Men Ragnhild sneg sig vaklende ud, idet hun gav mig endnu et usigelig rørende Øjekast.
Skydsen var kommen, Kløvsadlen omspændt, – og med al min
