Braate i Gudbrandsdalen.
Jeg kunde have Lyst til, kjære Ven, at datere dette Brev fra det egentlige Norge; thi saa egte nordisk har ingen anden Egn forekommet mig at være, – saa stolt og dog saa mild. Hvorfor skulle vi dog evig beundre hine Helvetiens Prospekter? hvorfor aldrig pryde vore Vægge med fædrelandske Udsigter! Denne Egn forekommer mig at staa ved Siden af det skjønneste Schweizerlandskab. Ikke frapperes man af nogen vildt brusende Fos – eller af lodret stejle Klipper – eller af svimmeldybe Afgrunde; – men Ensemblet, min Ven, – Tonen, som I Malere kalde det, – er saa høj, saa ubeskrivelig dejlig.
I Stedet for at beskrive Dig min Tilbagerejse fra Nordlandene vil jeg, imedens jeg dvæler for sidste Gang i denne yndige Dal iblandt dens elskværdige Beboere, fortælle Dig et lidet Eventyr, som jeg her har oplevet, og som med al sin Simpelhed forekommer mig usigelig rørende. Til den Ende maa jeg gaa tilbage i min Fortælling til den Aften, da jeg paa min Oprejse første Gang betraadte Dalen. Efter en temmelig besværlig Fodrejse stod jeg ved Solens Nedgang paa Højden, hvorfra med overraskende Ynde Dalen pludselig aabnede sin Favn for mit Blik. Jeg lod Bonden, der førte min kløvsadlede Hest, drage foran, og satte mig paa et Fjeldstykke for at beskue den blomstrende Dal. Bækkenes Rislen, Fuglenes Sang og de græssende Køers Klokker løde harmonisk i mit opladte Øre. Skyggerne bleve længere nedenfor mig – og mindede mig om at gaa ned. Imedens jeg klavrede ned ad Fjeldet, løde fjernt enkelte dybe Toner fra Luren, den arkadiske Lur. Efterhaanden bleve disse stærkere, og jeg kunde tydelig høre enkelte Ord
