Den underlige Nat
For Kraften svinder;
Paa Horisonten brat
Lyset oprinder.
Han i sin Adel staar,
Og stolt i Havet slaar,
Og, fri fra Barnets Lænker,
Han spotter Skjæbnens Rænker,
Og ved, hvad han formaar.
Ak, se de blinde Skjær,
De hvide Banker!
Hvor findes Redning her,
Hvor findes Anker?
En Yngling stolt han stod
Med daarlig Ungdoms Mod;
Nu Manden tvivlsom stander,
Han vist paa Klippen strander,
Og gisper i sit Blod.
„Hej lystig, Bølgedans!
Rask, vilde Strømme!
Slaar kun om Baaden Krands,
Min Baad kan svømme.
Lad drive som det vil,
Det bli’r et lystigt Spil;
Men Roret maa jeg slippe,
Des mere vil det vippe;
Frisk, lad det kun staa til.“
Den farer ned og op,
Og Havet bruser;
Da brister Toug og Top,
Klippen den knuser.
Da bliver han saa mod,
Da isner alt hans Blod:
„Hvorhen skal jeg mig vende?
Det ta’r en rædsom Ende;
Ej kan jeg staa imod.“
Her saa de Alle forventningsfulde paa Oldingen, men han nikkede
