endelig med højt bankende Bryst ved Armands Bolig. Uller stod vinkende paa Muren; Vindebroen var nedladt.
„Vi have længe ventet paa Eder“, sagde han kjærlig, idet han løftede sin Søster ned af Hesten og omfavnede hende. „Men nu maa I bie en liden Stund; thi Fader sover.“ De satte sig i taus Glæde paa Bænken under Egetræet, medens Uller geskjæftig sørgede for Levnetsmidler og Foder til Hestene. Efter en kort Tid, hvilken den lykkelige Familie havde tilbragt i en betydningsfuld Stilhed, traadte den gamle Armand ud af sit Kammer. Han syntes at have vidst, at de kjære Børn vare komne, saa rolig og skjøn var hans Fryd, da han strakte sine Arme ud for at omfavne dem Alle. Glædestaarer og stille Tak for den Uendeliges Barmhjertighed viste sig paa Alles Aasyn. Men mest rørende var det at see den Gamles brændende Andagt og den herlige Kraft, hvormed hans Aand endnu rørte sig i sin forfaldne Hytte i de sidste Øjeblik. Uller var den eneste, der saa at sige stod paa Grændsen mellem Himmel- og Jordlivet. Han dækkede op for sine Gjæster, han beredte inde i Borgen endnu et Leje for Jutta, som han strax ved første Øjekast fik kjær. Da Solen begyndte at dale, kastede Oldingen af og til et længselfuldt Blik mod det tilsluttede Kapel.
„Jeg tror vist, derinde maatte times mig noget ret meget Godt, Børn; skulde det være umuligt at brække Døren op?“ Blanka nærmede sig, for at betragte den; men neppe rørte hendes Haand ved Laasen, før Døren af sig selv sprang op.
Nu gik de ind, Blanka og Jutta understøttende den Gamle, og Brødrene bagefter. En hellig Bæven overfaldt dem, da de stode i den stille Hvælving. Et mildt Tusmørke var udbredt over Kapellet, kun Alterets og Kapellets opstandne Christus oplystes af den dalende Sol, der skjød enkelte Straaler igjennem det forfaldne Vindu. I Baggrunden blev Blanka et Orgel var, satte sig hen til det og traadte Bælgtrinet. „Ret, min Datter“, sagde Oldingen, „lader os synge og spille min kjære Barndomssang. Jeg ved af Othar, at Du kjender den, og jeg kan nu ogsaa synge Enden.“ Uller tog Blankas Harpe; men Othar og Jutta stillede sig ved den Gamle, der fromt smilende satte sig ved
