Sverd imod, og Trolden styrtede brølende ned. Med et hult Drøn brast Jorden, en svovelblaa Flamme steg knitrende i Vejret, og frygteligt hylende sank Uhyret ned i Afgrunden. Jorden lukkede sig. Skakbordet var forsvundet, og en dyb Taushed hvilede over den øde Hal.
Othar takkede Gud for den Kraft, han havde forlenet ham, og gik, uden egentlig at vide Vejen, igjennem Hallerne for at finde Oldingens Hvælving. Endelig lykkedes det ham. Alt var som forhen; Intet havde bevæget sig fra sit Sted. Uforandret sad den Gamle, og Lampen brandt bleg og stille. Kun Bladene i Bogen vare omkastede. Det sidste af dem var opslaget. Derpaa stod med gylden Skrift: „Fred.“ Men Othar vendte sit Blik op ad og bad sagte: „Fred!“ tog Lampen og antændte Bogen. Den blussede med en klar Flamme. Og se! ligesom Bogen brandt, faldt den døde Olding hen i Støv, og da Bogen var Aske, var intet Spor mere tilbage af den Gamle. Nu tog Othar Lampen i Haanden og gik tilbage med en inderlig sød Fornemmelse i Hjertet. Da var Alting forandret; en lang mørk Fjeldkløft førte op ad til Lyset. Lampen faldt af Othars Haand, idet han traadte op af Dybet, og Afgrunden lukkede sig under hans Fødder. Han stod forundret paa en skjøn Slette ikke langt fra Synars Hus.
„Er Du alt der!“ raabte Synar ham glad imøde og udbredte sine Arme. Men nu havde Othar heller ingen Rolighed til at blive. Da han under Taarer havde takket den værdige Plejefader for al hans Omhu og taget Afsked med ham for dette Liv, jog han afsted.
Endnu havde han en god Dagsrejse til Arnspa. Som han eftertænksom og dybsindig red igjennem en tæt Bøgeskov, blev han langt borte var en Støvsky og hørte Hestetrampen. Othar standsede. Da standsede ogsaa Støvskyen. Men inden et Øjeblik sprængte en Ridder frem imod ham. Det var Harthur. Aarene havde vel forandret de mandige Træk; dog kjendte Othar ham langt borte og ilede imod ham. Det var et herligt Syn at see disse saa længe adskilte Venner i hinandens Arme. Arm i Arm gik de med sine Heste ved Tøjlen henimod de Øvrige. Det var Blanka i Selskab med en Mængde Riddere, Othars gamle Venner og Bekjendte. Paa Vejen hviskede Harthur:
„Du behøver ej at skjule Dig længer Othar; den nye Kejser har løst
